.

5 måneders eventyr sluttede. En intens og fantastisk rejse udspillede sig i en lille fynsk by og gav mig mit livs oplevelse. En masse selvindsigt og mange erfaringer rigere.

Denne blog begynder da jeg overdrager mig selv til Ham, følger udviklingen til jeg bliver sat fri igen. Op og nedture. Hed erotik og grænseoverskridende adfærd mellem to mennesker med et fælles mål. Bloggen var min ventil så jeg altid kunne formidle mine tanker og følelser til Ham. Altid skrevet så Han vidste mest muligt om hvor jeg var som Hans slavinde.

Derfor er det på tide at sætte det sidste punktum. Jeg skriver ikke længere til og for Ham. Jeg er min egen igen. Han er sin egen og har ikke længere en interesse i mit liv. Jeg ønsker ikke bloggen skal farves af de følelser som jeg føler lige nu, for jeg har fået en helt unik og særligt oplevelse sammen med Ham og jeg vil gerne lade den stå ubesmittet tilbage som den samling øjebliksbilleder de er i bloggen.

Tak til Ham for oplevelsen. Det har været mit livs vildeste eventyr som jeg vil se tilbage på mange gange. Gyse af fryd og ryste af angst.

Tak til alle mine læsere, særlig dem som valgte at stå frem og kommenterer. Hver gang jeg fik en besked vidste jeg at jeg ikke var alene, at jeg blev hørt og set for hvad jeg var. Det var uundværligt for mig.

Jeg ønsker alle vel derude, jeg lægger et link når jeg er klar til at begynde den næste rejse, for jeg vil rejse igen og søge nye eventyr.

De varmeste tanker

Laura

Hvor mit hjerte banker varmt og taknemligt for jeres hjælp de sidste 24 timer.

Uden jer var jeg havnet på Odense banegård midt om natten med udsigten til at vente flere timer på et nattog. Sat i gæld over taxaen som skulle bringe mig bort og i den anden ende hjem. Uden jer havde jeg grædt ensomt i natten, men fik i stedet for 2 gode mennesker venskab.

Jeg har måske ikke lært at lytte til jer gennem tiden, men de sidste 24 timer lærte jeg at venskab er stærkere end jeg gik rundt og troede. I lyttede, fik mig væk fra en rigtig ubehagelig situation, gav mig husly, kom med gode råd, stillede op med penge og biler og bragte mig sikkert hjem med alle mine ting. Hvad fanden skulle jeg havde gjort uden jer, efterladt  midt på landet af en uansvarlig Herren som ikke mente at 5 måneders trofast service fortjente en pæn afslutning.

Jeg kan ikke udtrykke min taknemlighed for jeres hjælp bedre i ord for så løber mine øjne i vand og jeg kan ikke længere se tasterne. Tak, jeg er jer dybt taknemlig.

Hvis man kigger godt efter er laura der stadig...en lille intakt kerne gemt og beskyttet mellem en masse tvivl, forvirring og fustration. Under Hans stadig magtfulde paavirkning kigger hun frem og ser paa tingene i et andet lys.

Hun var Hans slavinde. Lod Hans verden blive hendes og fordybede sig totalt og helt for at kunne være til mest mulig gavn og glæde. Nu kasseret og styrket i at hendes tvivl og usikkerhed var fuldt berigtiget. Hun betød ingen ting og derfor kunne Han køre hende saa langt ud som Han gjorde. Kun ved ikke at give hende vigtighed kunne Han være saa haard og kold som en sadistiak psykopat og behandle hende som Han troede troede bedst.

Trods mavefornemmelsen af at noget var galt, trods alle de taarer hun græd bebrejede hun Ham intet. Hun ønskede jo at være slavinde. Hans slavinde. Gamle erfaringer og forstillinger om slavindelivet veg bort til fordel for Hans. Hun lod sig føre lige lugt ind hvor Hans magt var størst.

Daglige rutsjebaneture blev hverdag - ignoreret, overøst med seksuel opmærksomhed eller kold sadistisk undertrykkelse var hendes verden. Hun elskede Ham for Hans mod til at kunne tæmme hende selv om midlet oftes var frygt eller smerte. Sulten som en hund lappede hun det i sig.

Nu, efterladt til en kold banegraard, uden penge til taxaer, maatte hun hentes af fremmede i nattens ly og søge tilflugt. Idag tvunget til at søge tilbage og hente de sidste af hendes ting for at vige pladsen for den nye Han er begyndt at søge.

Lille, forblindet og fasineret. Forelsket og overladt til selv at komme paa fode efter hans magt over hendes sind. Livet gaar videre naar jeg har slikket mine saar.

En hel dag, hvor huden føltes brændende varm på gode steder og en indre ild som nærede lysten. En ild der endte med at fortære mig.

Det sker sjældent at Herren finder på noget godt som morgensmæk og egentligt troede jeg lidt Han havde glemt det da de ikke faldt tidligt. Men mens jeg var i gang med at fodre kaffemaskinen med bønner mærkede jeg kjolen ryge op om hofterne og en bred varm smerte hen over ballerne. Herren havde taget bæltet fra sine bukser og havde lagt det dobbelt. Uventet var begejstringen da jeg ellers altid har hadet den rå smerte det giver. Men i går satte det min hud i flammer på den fedeste måde og jeg lod Herren vide hvor godt det var.

Han hentede et andet og tungere bælte og selv om det både slog hårdere og dybere var smerten ikke ubehagelig. Den var hård, men fantastisk. Min baller tog den smukkeste røde farve og varmen sad længe og vidnede om den dejligste morgensmæk jeg til dato har modtaget.

Vi ordnede nogle praktiske ting og mødtes foran akvariet hvor vi i næsten fællesskab gav de små kræ nogle nye ting at svømme rundt omkring og mens jeg pudsede glasset insisterede Herren at min kjole var trukket op så skød og baller var blottet mens jeg kravlede rundt. Ikke upåvirket af min sårbare blottelse endte jeg over ved siden af Herren. Kærtegnene hænder i mit skød og efter 20 sekunder hånede Han mig med mit drivvåde indre som allerede gav lyde fra sig. Jeg hader konfrontationen med at jeg tænder så hurtigt og kæmper mellem skam og endnu mere lyst fordi jeg bliver ydmyget for det.

Bag mig lå der to klemmer og næsten samtidigt med Herren skulle til at bede om dem tog jeg dem selv og gav Ham dem. Han mente at det var lige hvad jeg havde brug for, og med skam og røde kinder kunne jeg ikke have været mere enig. De blev sat i mine skamlæber, flyttet lidt rundt inden Herren var tilfreds og jeg blev sendt ud og lave lidt flere praktiske gøremål mens de klaprede rundt. Jeg hader at man kan høre dem, men priste mig alligevel lykkelig for det kun var to og ikke 8-10 stykker udenfor midt i KBH centrum en varm efterårs aften.

Da jeg var færdig med det jeg skulle søgte jeg Herren og Han tog dem af mig mens jeg næsten gik i knæ over smerten. Men Herren mente ikke vi var helt færdige med at lege med klemmer. Så i mit ”mellemkød” i mangel af bedre ord, satte Han én. Lige det sted hvor jeg brændende ønsker at blive piercet og jeg fik igen lov at tulle rundt med den. Den sad virkeligt godt – gav en god fornemmelse uden at smerte og det styrkede mit ønske om at bære en stav gennem huden lige der som unægtelig ville kilde bedre end en tøjklemme. Men smerten kom til fulde da den skulle af igen.

Nu mente jeg det var slut med at lege med klemmer for den dag, men igen mente Herren at det var vi ikke og denne gang skulle de sidde på det allerfarligste sted. På klitoris – et sted som ikke mange har kunne få mig beroliget nok til at nærme sig. Herren måtte tale hårdt for at slå igennem at det skulle vi, men gav mig den hjælp at jeg fik lov at lægge mig ned.

I en næsten pædagogisk tilgang til tingene fik Herren sat klemmen til Hans tilfredshed. Hvilket åbenbart ikke var så let at den sad ordentligt i første forsøg og måtte flyttes. Jeg lå med hovedet godt gemt bort under puder og tæpper, halvstiv af skræk og panik over den skulle af igen. Men Herrens fingre fik afledt mine tanker lidt og da Han begyndt at åbne mig mere og mere op med flere fingre end sædvanligt måtte jeg overgive mig til at det var okey at blive klemt og åbnet på én gang. Men jeg nåede ikke at finde ud af om det kunne blive rigtigt godt for Herrens telefon ringede og Han lod mig alene på gulvet med klemmen.

Jeg genkendte Herrens samtalepartner og fandt det den længste og mest ligegyldige samtale mellem dem jeg nogensinde havde overhørt, trods dette ikke er nær sandheden. Jeg mærkede skuffelsen over jeg ikke ville finde ud af om det kunne havde været rigtigt godt. Men efterhånden som klemmen gjorde mere og mere ondt begyndte panikken at piskede rundt i kroppen og jeg begyndte at fryse og måtte gemme mig under tæppet. Da Herren endeligt kom ind til mig var jeg gået kold på alle tænkelige måder. Klemmen kom af i et voldsomt smerte skrig og end ikke Herrens bløde og varme tunge og læber kunne vække mig til live igen.

Varme og ilden i min hud affødt af ømheden tændte mig senere da jeg havde hvilet mig. Jeg begyndte at brænde indvendigt af lyst og endte selvfølgeligt med at drille en smule så jeg endte med snuden i gulvet. Da jeg fik lov at komme op igen bandt jeg mine hænder sammen på ryggen, men Herren bed ikke på og endte med at hjælpe mig fri da mit øje blev ved med at klø. Kun trusselen om at få med ledningen og vandslangen og udsigten til at sove direkte på gulvet fik stoppet mine drillerier.

Ved sengetid kunne jeg ikke længere tilbageholde lysten til at mærke mit æg mod den ømme hud i mit skød og frygtsomt mens Herren var i bad dansede ægget hen over og kildede mig og gav mig den ene tur efter den anden i orgasme rutsjebanen. Herren opdagede aldrig noget.

Men jeg brændte stadig i mit indre da lyset blev slukket. Brændte og fik mig til at sukke efter berøring som i går ikke var mig forundt. En lyst til at blive fyldt ud af Herren enten det ene eller det andet sted. Men langsomt dødede ilden ud og lod mig finde søvnen på mit ensomme lege.

Stadig godt øm i mine skamlæber i dag, men ikke længere i brand.

Hvor passende at markerer mit indlæg nummer 100 med at tænke tilbage på livet som det var før. For livet var den gang ganske anderledes end det er nu.

Vi var ganske almindelige i går, ude at bese butikker som resten af den danske befolkning. Vi var flere forskellige steder henne, men i særligt én butik gik realiteterne op for mig i hvor stor kontrast de to forskellige liv står i forhold til hinanden.

Vi var i en møbel butik. I første omgang mærkede jeg det bare. En mærkelig sitrende og urolig fornemmelse i maven, inden det blev til en tanke jeg kunne formidle. Jeg mærkede hvordan jeg var omgivet af forbudte genstande som alle andre omkring mig tog for faste og vante bestanddele af deres liv. Men for mig, var det ting jeg havde givet afkald på, til fordel for at sidde, sove og spise på gulvet.

Det gjorde ondt at se den ene behagelig lænestol efter den anden og jeg mærkede savnet efter at krybe op i et varmt møbel og putte mig under tæppet mens den varme te duftede og den dejlige fornemmelse af total fordybelse i en bog. Aldrig mere i den tid jeg kommer til at tjene Herren vil jeg kunne gøre en så simpel ting.

Jeg følte alt muligt. Sorg, forundring, og forvirring over det påvirkede mig så meget. Jeg har ikke oplevet at blive så påvirket i andre sammenhæng med mit nye liv og med undertøjsforbuddet er det blevet en syndig sport at gå ind og kigge, velvidende at jeg ikke kan købe. En sjov leg. Men i møbelbutikken mærkede jeg alvoren af det liv jeg lever. Mærkede hvor enormt personbegrænsende det er ikke at måtte være i møblerne.

Jeg er stadig forvirret i mit indre over påvirkningen og alligevel handlede jeg ”naturligt” da jeg på egen hånd var inde i en anden butik og så en skammel, som måske kunne havde været velegnet til at have computeren på, at sætte mig midt på gulvet i butikken i min korte kjole for at se om jeg kunne bruge den. Dér sad jeg så - midt i Jysk - på gulvet som den mest naturlige ting i hele verden og uden tanke for hvad andre menneske omkring mig tænkte om mig. Det var egentligt først da jeg så en gulvpude at jeg begyndte at tænke nærmere over det jeg lige havde lavet og jeg blev en smule forlegen. Men det blev hverken til skammel eller gulvpude. Puden blev det ikke til for jeg vidste ikke om den ville falde i Herrens nåde.

Faktisk er mine små hynder jeg sidder på lige nu, kun ment til at beskytte mine knæ, fortalte Herren mig da vi hjemme i varmen snakkede om det. Og igen blev jeg ramt af alvoren i det vi laver. Jeg er ikke slavinde for sjovt – dertil er der for mange begrænsninger. Jeg er det fordi det som livsstil giver mig mere end jeg giver afkald på. Men fuck det er mærkeligt når det går op for én hvor mange ting man før i tiden tog for givet som man bare ikke længere har ret til.

Nu hvor jeg tænker over det. Så er der sket det samme i soveværelset efter jeg er flyttet til fodenden. Da jeg lå på gulvet ved siden af Herren var det hyggeligt, som da man var barn og sov hos hinanden. Nede i fodenden er det ikke længere hyggeligt, det er ramme alvor og en distancering mellem Herren og jeg. En virkelig status markering imellem os. Der har endnu ikke været en aften hvor jeg ikke har mærket et stik i hjertet når jeg lå der – så langt fra Herren jeg kunne være i Hans nærhed og jeg mærker så tydeligt at jeg er slaven og den underkastede. Ordet slavinde ville i denne sammenhæng være et for romantisk ord at bruge, for jeg mærker hvor lav min status er. At jeg intet andet er end en slave.

Trods tonen lige nu måske er vemodig og trist er det ikke det jeg føler inden i. For jeg kan også mærke hvor stolt det gør mig, men ganske uventet er det ydmyghed jeg føler stærkest, sammen med en glæde over at det var dette tilbageblik og erkendelsen fra i går som skulle bringe min hengivenhed og underkastelse tilbage. Den jeg har sloges med at finde de sidste dage. Det kan godt være at jeg har været trodsig, og ikke ville adlyde Herren i de små ting, men jeg holdt aldrig op med at følge de store begrænsninger Han havde sat for mig. Begrænsninger i den personlige frihed og tanken faldt mig aldrig ind.

Jeg er lille lige nu – fyldt op med en fornemmelse af at være en del af noget stort og ærefuldt. At det vi laver er så unikt og særligt at det næsten giver en religiøs genklang i mit indre. Jeg er ydmyg over for min rolle i forhold til Herren, og det er bestemt ikke en leg, men en seriøs balancegang der bringer os tættere og tættere på noget fortryllet og magisk. Noget som kun eksisterer mellem Ham og jeg.

Jeg er ikke længere bange og den usikkerhed jeg tidligere følte har jeg fået formidlet direkte og klart ud til Herren. Jeg ved Han vil forvalte den på bedste vis.

Det er pudsigt som at ting kommer i bølger. Bølgen rammer ikke kun én men tager flere med i sin voldsomme fremfærd. Sådan er det ligeledes med mit netværk. Vi er alle som én ramt af en bølge lige nu som får os til at føle os rodløse og på usikker grund.

Bølgen skaber for mit vedkommen en usikkerhed i at give mig hen til Herrens magt og lade mig følge Ham som jeg ønsker at følge Ham. Han må sloges med mig uden det hjælper og jeg har ikke formået at give efter selv om det er ganske kedeligt at lægge med snuden i gulvet i flere timer. Smerten gør mig kamplysten og virker ikke mere end den tid den står på.

På den ene side ønsker jeg at blive kørt igennem en grænseoverskridende tur som efterlader mig skælvende på gulvet, guld og blå, mens jeg gisper efter vejret. Men på den anden side fornemmer jeg at min kamp skal kæmpes alene i mit indre. Jeg er forvirret. Ved ikke hvad det rette egentligt ville være.

Hvis jeg bliver tvunget tilbage, vil frygten være en bærende del af den underkastelse jeg ville føle. Frygt er ikke en skidt ting for mig, for den hjælper mig med at være respektfuld og virkelig underdanig. Den ville nulstille mit sind og give mig chancen for at komme tilbage på plads. Hvor jeg ikke føler mig for sikker på Herren og kan forudse Hans træk. Den ville genskabe distancen mellem os som Herre og slavinde og give mig den plads der skulle til for at arbejde mig tilbage gennem hårdt arbejde og stræben efter Herrens ros. Den eneste ulempe ved at blive tvunget tilbage på denne måde ville være at jeg ikke af mig selv formåede at genopbygge min egen hengivenhed for Herren og med frivillighed kæmpe mig tilbage som Hans stolte slavinde.

Hvis jeg selv tager kampen i mit indre, vil der gå en rum tid hvor jeg vil være Herren til en masse besvær. Jeg har lært de sidste to dage at når jeg er forvirret indeni så falder det mig svært at udvise underdanig adfærd og trodsen stikker hele tiden sit grimme ansigt frem. Hvis jeg skulle kunne bekæmpe mig selv og mit indre ville det kræve jeg blev sendt væk fra Herren for ikke også at skulle slogs med skammen over at trodse ethvert af Hans bud for mig. Men lige netop det at blive sendt væk ville trigge et af de områder i den usikkerhed jeg føler og sætte mig så langt ud at skide at jeg så nok ikke ville kunne komme igennem det med det ønskede resultat. Og i væreste fald ville jeg give op fordi det ville blive for uoverskueligt at skulle kæmpe med på egen hånd.

Jeg ville sådan ønske jeg havde nøglen til at åbne mig op igen, for jeg savner den ro og glæde jeg normalt har som Herrens slavinde. Jeg savner at vide at min selvopfattelse og den adfærd jeg udviser faktisk stemmer overens, for lige nu er det svært at bilde nogen ind jeg er slavinde, fordi adfærden ikke afspejler det. Jeg ville så gerne knæle for Herrens fødder uden usikkerhed i kroppen og hvile der som jeg plejer at gøre. Men det falder mig pokkers svært når jeg er så usikker og bange.

Jeg er faldet lidt til ro mens Herren har sovet. Jeg har valgt at være Hans for lang tid siden og må leve med mit valg.

Det giver måske ikke mening for så mange andre end mig selv. Men styrken af mit valg gør at jeg ved jeg vil komme igennem på den anden side. Jeg er for sikker i mit valg af Herre, men stadig usikker på hvor meget Han tør presse mig. Hvor meget Han tør udsætte mig for inden jeg knækker sammen. Jeg ved ikke hvad Han er i stand til når det virkeligt gælder.

Faktisk frygter jeg også mig selv. Jeg ved ikke hvor langt jeg er i stand til at følge. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at sætte grænsen før det er for sent. Og jeg ved ikke hvor grænsen reelt er henne længere, for min iver efter at følge er større end noget andet jeg har oplevet før.

Han er stærk og stædig. Jeg er stædig, men bær allerede præg af at føje uden selv at vide det. Og der er så mange ting hvor jeg gerne vil følge og kan følge uden at føle ubehag. Der er så mange ting jeg håber jeg engang vil opleve med Herren og jeg tror inderst inde at Han vil passe på mig.

Selvom jeg følte et kæmpe ubehag tidligere, mærker jeg også en fascination i mig selv.  En tiltrækning imod at gøre noget som er imod min vilje for at mærke slavindestatussen endnu dybere. Jeg er sikker på at stoltheden vil føles enorm hvis jeg gør hvad jeg bliver bedt om og får ros fra Herren. Det er dét jeg stræber efter hele tiden. Anerkendelsen fra Herren, og mærke at Han er stolt af at have en slavinde som mig.

Men det bliver ikke let. Ikke let for nogen af os. Hver gang Herren vækker så mange blandede følelser i mig svirper jeg over i et meget selvstændigt mode for at passe på mig selv. En tilstand hvor jeg er i stand til at sige min mening og værne mig mod at blive gjort ondt. Jeg bider fra mig og vil komme til at gøre det et stykke tid fordi jeg ved der venter en stor udfordring forude. En udfordring Herren er udmærket klar over ikke vil blive let for mig og det kommer Han til at betale for. Ikke fordi jeg hævner mig, men fordi jeg bliver revet ud af den tryghed jeg ellers var i og nu skal til at stole på Ham og Hans motiver igen. Han skal genskabe sin magt over mig, så jeg er tryg ved den og stoler på den og Hans skal kunne få mig ned med nakken og på plads igen.

For jeg bliver smadder trodsig når jeg er usikker og føler mig på dybt vand hvor jeg ikke kan bunde. Trodsen bliver et symbol på en falsk styrke jeg prøver at bilde mig selv ind jeg har, selv om jeg jo allerede nu ved jeg vil makke ret når tiden kommer. Fordi jeg vil give Herren alt og ikke begrænse Ham. Trodsen bliver min måde at vise at det er svært for mig og at jeg har brug for Ham hvis jeg skal kunne løse opgaven. Jeg ville ikke være i stand til at bede om hjælp (på andre måder end at skrive det indirekte nu) når jeg først famler rundt. Så er det kun styrken, dominansen og smerten som kan hjælpe mig tilbage.

Jeg ved ikke helt om det er held i uheld det kommer nu efter jeg har været syg. Nu hvor jeg er ved at komme oven på igen. At skulle køres tilbage i sporet, selv om det er surt hele tiden at starte forfra. Men jeg tror ikke det vil tage så lang tid. Herren kender mig så godt at Han ved hvilke måder som virker hurtigst og jeg selv ønsker at det skal gå stærkt med at komme tilbage igen hvor jeg selv ønsker at være. Stolt knælende ved Herrens fod.

Hvorfor helvede skal det altid være så svært??? Og fyldt med paradokser og modsætninger. Hvorfor følger hjerne og hjerte ikke hinanden??? Jeg ved jo det er dette liv jeg ønsker – jeg ønsker ikke valgene eller en gradbøjning af Herrens krav til mig. Hvorfor kæmper hjernen så imod hele tiden, når hjertet ved hvad det vil???

Jeg gennem rystes af sorg, vrede, skuffelse, forurettethed, tristhed og frustration lige nu. Så meget at al den glæde jeg tidligere på dagen følte er svundet bort.

Jeg bliver åbenbart straffet – en straf jeg vidste og selv forventede, men som jeg ikke var klar over var i gang. Den har åbenbart været i gang siden slutningen af august uden min viden. Det gør mig vred. Hvis jeg skal straffes skulle jeg da gerne være klar over det selv, eller misforstår jeg?

I al den tid troede jeg at jeg fysisk ville modtage en straf og først til aften ved et tilfælde fik jeg af vide det ikke var tilfældet. Min straf viser sig at være at jeg endnu ikke vil modtage et halsbånd – og her skal det lige siges jeg troede at jeg gik og stræbte efter at nå det gennem min hverdags træning – men nu lærte jeg at jeg ikke ville kunne nå det den vej. At jeg aldrig ville kunne nå det den vej.

Kun gennem social omgang med andre BDSM mennesker vil jeg kunne nå det. Kun gennem ekstrem ydmygelse og grænseoverskridende adfærd kan jeg nå det. Kun gennem blindt at adlyde med hovedet under armen kan jeg opnå det. Kun gennem total kontrol af mine egne reaktioner såsom panik, angst og frygt kan jeg opnå det.

Det er ikke ligefrem jublen jeg fyldes af lige nu. Jeg husker den aften så tydeligt at jeg ikke behøver at læse oplevelsen i bloggen igen. En tåre kilder i øjenkrogen ved mindet. Jeg mærker frygten i kroppen og ydmygelsen og den altødelæggende forladtheds følelse jeg lå tilbage med den aften.

Det gør mig vred at Herren ønsker at jeg skal kunne klare en sådan aften uden mine naturlige reaktioner. Jeg er og bliver aldrig en robot. Herren og Herrens ønsker for mig den aften pressede mig helt derud hvor jeg handlede uden at tænke. Han pressede min psyke og min fysik. Jeg var i Hans varetægt og da jeg fejlede så fik jeg skylden. Og nu flere måneder efter straffen for det. En straf jeg åbenbart har været under hele tiden uden selv at vide det.

Jeg er ikke uenig i at jeg skal kunne begå mig som Herrens lydig slavinde ude i miljøet. På det punkt kunne jeg ikke være mere enig, men hvis Herren ikke gør opgaven til at klare vil jeg for al eftertid fejle. Så lige meget hvor end jeg gerne ville, kan jeg aldrig leve op til det.

Jeg vil nu frygte hver gang vi er ude i fremtiden at jeg kan risikerer at blive sendt hen til gud og hvermand og skulle bede dem om at klare Herrens opgave fordi Han selv mister tålmodigheden med mig. En handling som ikke kun er ydmygende, men også dybt grænseoverskridende for mig da jeg er meget monogam og faktisk kun har foræret mig til Ham og ikke alle mulige andre. Hvis jeg ønskede at alle mulige skulle røre mig, havde jeg ikke valgt at være slavinde, så havde jeg valgt at være alt muligt andet. Ingen andre end Herren har ret til den gave jeg har givet Ham og det gør mig ondt at Han er så totalt ligeglad med at jeg er til for Ham og kun Ham.

Lige nu føler jeg mig som den aften. Forladt, ubetydelig og ligegyldig. Kastet bort og kasseret som et stykke ødelagt legetøj. Fuldt bevidst om at jeg vil fejle igen og igen og igen. For altid afskåret for at bære et synlig bevis over for omverden på jeg er Hans. Ikke at det betyder meget lige nu. Lige nu føler jeg kun sorg og undren over at Herren ikke har fundet sig en slavinde som kan leve op til de krav, i stedet for at fasteholde mig som så tydelig ikke kan klare det.

Jo mere jeg bliver ydmyget. Jo mere jeg bliver sat op til at fejle, jo mere ulykkelig vil jeg blive som Hans slavinde og langsomt smuldre bort og forsvinde som den person jeg er. Men det er måske målet?!?

Mange dages stabil god fysik har skab rammerne for at livet er ved at være klart til at blive genoptaget og forsætte hvor vi var tvunget til at slippe det.

Det har allerede givet et nyt og højt skattet ritual mellem Herren og jeg. Hvornår det egentligt kom kan jeg ikke sætte fingeren på, men jeg nyder den lille gestus højt. Jeg er begyndt at knæle ned og binde Herrens sko når Han skal nogen steder hen. Det er så lille en ting, men betydningen og symbolikken er enorm.

Lige som jeg heller ikke længere sover på gulvet ved siden af Herrens seng, men nu lægger på gulvet ved fodenden. Hver gang Herren og jeg går i seng samtidigt og lyset slukkes mærker jeg et sug i maven. En forundring over hvorfor det mon tænder mig at være den lille på denne måde. Jeg ved jeg aldrig finder svaret, men det betyder intet. Jeg er lykkelig for at opleve hvordan Herren kan vække disse ting i mig og jeg nyder min status som slavinde.

Det har vist sig at være endnu en ting som kan give mig en belønning. De dage hvor Herren bliver oppe og jeg har lyst til at læse kan jeg spørge pænt om jeg må flytte mig hen til lampen. Og når jeg får lov, nyder jeg enormt glæden ved at læse et kapitel i min bog velvidende at Herren ønsker at glæde mig og give mig en belønning. Men jeg spørg ikke så tit. For mig er det magisk de få gange om måneden jeg spørg om lov og får lov. Og hvis det blev mig tildelt hver gang jeg spurte eller blev dagligdag ville det miste værdien og glæde jeg føler.

Jeg nyder i det hele taget mere, selv det at støvsuge hele huset var en fornøjelse og glæde i mit sind i dag. Den viden om at huset er klart til Herren kommer hjem og viser sig frem fra sin bedste side. Jeg nyder den ro jeg er ved at få over at komme tingene til bunds igen. Den forsømthed jeg har måtte lade Herren være i har pint mig mens jeg var syg. Jeg har kræfterne og energien til at yde det ekstra som gør hele forskellen. Desværre bliver jeg stadig tit tiltrukket for meget af min computer og kommer til at falde i staver ved den, i stedet for at lave pligterne først. Jeg prøver virkeligt at lade være, men det er svært, særlig de dage hvor Herren er ude af huset det meste af dagen. Men jeg øver mig.

Jeg ved Herren lige så langsomt vil skrue op for sine forventninger til mig. Lægge mere pres på mig og udfordre mig. Hvordan, ved jeg ikke, men jeg mærker en spænding og forventning imod det som Han kan finde på. Jeg vil gerne formes, oplæres, trænes og udfordres som led i det at være Hans slavinde og jeg føler en smule utålmodighed efter at komme i gang. En meget mærkelig fornemmelse at længtes efter noget som er så ukendt for mig at jeg ikke tror mine egne forestillinger kan bruges til ret meget. For jeg gætter altid forkert. Så jeg kan ikke andet end at vente og måske opdager jeg slet ikke når det kommer. Det er sket før.

Utålmodigheden dækker også over et stort ønske jeg går rundt med. Jeg vil så gerne blive så god at Herren mener jeg er værdig til at modtage og bære Hans halsbånd. Hverken Herren eller jeg ved om vi kommer så langt, men lige nu er det det eneste i livet jeg inderligt ønsker mig. Tit prøver jeg at fortælle mig selv at det ikke er vigtigt, at det er ubetydeligt og at ejerskabet ikke sidder i halsbåndet. Men jeg lyver for mig selv. Lige med undtagelse af at ejerskabet ikke sidder i halsbåndet, for det mener jeg ikke det gør. Kun som et synligt bevis for omverden om at man er ejet og værdig. Fundet dyrebar nok til at markerer for alle at man er taget i privat besiddelse. Og selv om jeg er ejet, ville jeg gyse af fryd over også at kunne vise det for andre ved at bære halsbånd.

Det er svært ikke at hoppe af glæde. En gammel kending dukkede op her til morgen og mindede mig om hvordan livet er når alt er godt og dejligt.

Et uskyldigt spørgsmål – Herrens kloghed der så mit bluff. Kjolen op om hofterne og et par gode hårde slag hen over ballerne. Efterlod dem varme og gode. Slavinden sat på plads allerede inden balladen nåede at starte.

Det var et dejligt gensyn med morgensmækkene.

Jeg sidder pakket ind i tæppet med morgenhår og træthed i kroppen. Klokken har for længst passeret 16 og jeg har ikke lavet dagens gode gerning.

Jeg er træt og mæt efter en dag og aften i går som var så perfekt at jeg er bange for at det hele kun var en drøm. En af de drømme man bare ikke ønsker at vågne fra igen. Men jeg ved at det skete og frygter at hvis jeg ikke får skrevet den ned at detaljerne vil gå tabt for altid. Detaljer som er alt for dyrebare til at forsvinde ud af min slavinde bevidsthed. Tilgiv mig dette indlæg vil blive langt.

Morgenstunden forløb normalt. Jeg stillede morgenmaden frem til Herren og da Han havde spist satte Han sig til arbejdet. Jeg havde en god energi og fik taget mig af nogle af mine hængepartier efter min lange pause og nød at komme til bunds. For en gang skyld var Herrens nærværd ikke forstyrrende for mig og jeg fik lavet en del inden jeg lod mig synke ned for foden af Ham og følge med på skærmen og den udvikling tingene tog.

Lidt tekniske problemer satte en stopper for Herrens arbejde og pludseligt hentede Han min blog frem. Inden Han nåede at læse sad jeg med blussende røde kinder over gårdagens bekendelse over at jeg havde haft lyst til Ham og Han læste med interesse min to forrige indlæg. Jeg sad på nåle mens Herren læste i stilhed, prøvede at finde en undskyldning for at smutte ud af rummet for at undgå at blive konfronteret med mine egne ord, som jeg vidste jeg ville blive. Men jeg sad naglet til gulvet og lod hovedet falde ned mod brystet og håret skærmende mit ansigt. Og jeg ventede. Ventede på Herrens stemme.

Men det var ikke Herrens stemme som ramte mig først. Det var Hans hånd i mit hår som nussede mig blidt til jeg selv rettede hovedet og kiggede op i Hans varme øjne.
”Hvorfor bød du dig ikke til?”
Jeg sænkede hovedet. Vidste pludseligt godt at det ville havde været det rette at gøre. En følelse af ærgerlighed ramte mig.
”Jeg kan jo ikke vide hvordan du har det i øjeblikket”
Herrens stemme var ikke bebrejdende. Tværdigimod var den fyldt af forståelse og sympati over den besværlige periode jeg er inde i lige nu hvor jeg svinger mellem gode og dårlige dage.
”Jeg ved ikke hvordan man gør”
En smule skam, blandet med en sød fryd over tævedelen i mig selv fik mig til at søge Herrens hjælp frem for at skamme mig og laden den overtage mit sind. Jeg ER Herrens tæve også og selv om jeg har svært ved at vis den del af mig, ønsker jeg inderligt at blive bedre. Jeg valgte at være blottet og ærlig.
”Herre, jeg er bange for at lyde vulgær eller plat”
”Hvorfor?”
”Det ville lyde forkert for mig at sige ”Herre, må jeg have lov at sutte din pik” og være helt forkert”
Tærene krummede sig sammen mens jeg udtalte ordene. Jeg hader at tale sådan og kun gennem humor lykkede det mig ikke at kravle væk i skam over at tage sådan en tale måde i brug. Det lægger så fjert fra mig at bruge og tale sådan og jeg ønsker egentligt ikke at ændre på det. For mig er vulgært sprog meget lidt slavindeværdigt.
”Det behøver du heller ikke. Du kunne tilbyde at stå til rådighed for din Herre”
En stor sten faldt fra mit hjerte over at høre Herrens vise ord. Selvfølgeligt! Det var jo sådan dét skulle gøres. Jeg budte havde vidst det. Jeg er slavinde og tilbyder min service.
”Det er jo ikke kun kaffekoppen du skal være opmærksom på. Der er langt mere i livet”
Jeg måtte grine. Stemningen var lettet. Jeg havde fået nøglen til at vise Herren tæven i mig uden at skulle brække stemmebåndet af led for at fortælle Ham det.

”Du kan komme med op”
”Hvor op?”
Stemmerne var flirtende og varme. Kærligt drilleri blandet med min indre intense glæde over at have lært noget nyt som ville kunne komme Herren til glæde fra nu af og ud i fremtiden.
”Op og vaske mig på ryggen”
”Gerne”
En boblende glæde fik mit hjerte til at hoppe. Jeg elsker at tilbede Herrens krop og udsigten til at mærke den gennem sæbeskummes blødhed er en sjælden fornøjelse. Faktisk så sjælden at det kun er sket en gang før.

Vi gik oven på og til min store glæde fik jeg lov at vaske og tilbede hele Herrens krop. En næsten meditativ tilstand ramte mig mens jeg lod hænderne vandre over hver en muskel og sene. Mærkede fastheden, forandringerne og musklernes spil. Herren betragtede mig mens Han smilede ned til mig. Jeg er ikke i tvivl om Han ved hvor meget jeg nyder at få lov at lege hen over Hans krop på denne måde og jeg måtte sende lige så varme smil tilbage til Ham.

Jeg tørrede Ham. Tiden inden Herrens afgang var knap, men tids nok til jeg kunne få lov at få indfriet det jeg så brændende havde ønsket at gøre dagen før. Jeg knælede foran Herren på sengekanten og bad pænt om lov til at åbne munden og gøre hvad jeg er ment til at gøre. I stedet for et svar pressede Han mit hovedet ned over sit lem og jeg gik i gang med endnu en af mine ynglings beskæftigelser når det drejer sig om tilbedelse af Herren. Jeg elsker at sutte pik. Faktisk elsker jeg pik generelt og lige netop oralsex er et af de stærkeste våben til at få mig til at føle mig underkastet uden at skulle bruge kommandoer eller smerte til at sætte mit hoved i den rette stemning. Selv tævedelen i mit kommer frit frem uden problemer og sender blikke op til Herren og ganen siger lyde af velbehag. Jeg arbejdede mod uret. Herren lod sig føre med, hvilket Han normalt ikke gør så let fordi Han har så meget kontrol over sin egen krop og kræver jeg får lov at arbejde for det. Men efter 11 minutter mærkede jeg Herrens sæd ramme mig i ganen og jeg jublede indvendigt over at være til glæde og gavn seksuelt igen.

Mens Herren klædte sig på, hentede jeg Hans jakke frem. Fik tørret Hans sko af med en fugtig klud og havde en tændt smøg klar til Ham da Han kom ned i entreen. Jeg rakte Ham smøgen og knælede ned og bandt Hans sko.

Alene tilbage i huset mærkede jeg en intens glæde. En følelse af at have mit liv tilbage som det var før jeg blev syg. Og jeg følte mig lykkelig og dybt taknemlig. Jeg kunne hverken have forventet eller forudset af aften ville bringe lige så intens glæde og lykke til den i forvejen perfekte dag.

Jeg vidste ikke hvornår Herren ville komme hjem igen. Jeg tullede lidt rundt. Alt for høj af lykke til at genoptage pligterne og til sidst måtte jeg gå i bad for at forsøge at samle mig lidt. Jeg mærkede at jeg havde overskud til at ordne mig og blive dejligt glat og blød. Og nød at tage vare på mig selv og min krop. Jeg må have brugt mange liter vand, men resultatet var opløftende og dejligt. Jeg følte mig hel. Sindet var helt hvor det skulle være. Ingen skam over ikke at slå til. Kroppen for en gang skyld i ro og orden og oven i købet også glat og lækker fra top til tå. En ny kjole, et par nye strømper og endnu et par nye strømper satte prikken over i for mit velbehag.

Nede i stuen fandt jeg et tv-program og jeg puttede mig under tæppede mens mørket sænkede sig udenfor vinduerne. Tankerne kredsede om et emne jeg har været optaget af i et par dage og en ide tog langsomt form. En ægte slave er pr. definition kun en slave hvis vedkommende er tilfangetaget og tvunget mod sin vilje eller solgt ind i slaveriet. Den er jo svær i dagens Danmark, men endeligt fandt jeg en måde jeg ville kunne gøre følelsen af slaveri mere ægte.

Jeg brugte lidt tid på lidt forberedelse til mit lille event og mærkede hvordan jeg glædede mig til at se Herrens reaktion på det jeg havde fundet på. Jeg mærkede forventningen til selv at føle mig mere ægte og autentisk i vores liv sammen som Herre og slavinde og det var en sand fryd igen at kunne gå mod strømmen i vores lille andedams miljø. Opløftet og kæk sendte jeg et ønske af sted til Herren om at tage mad med hjem. Ikke fordi jeg ikke havde forberedt noget, men jeg fornemmede at jeg ville kunne få ønsket indfriet.

Ganske rigtig. Herren havde valgt at indfri mit ønske og jeg skyndte mig at dække op og hente drikkelse, servietter og smørelse til os. Vi sad i stuen og hygge snakkede om Herrens eftermiddag mens tvet kørte og da der var et passende hul i samtalen trak jeg en én-krone i en snor op fra bordet. Herren kiggede på mig som om jeg var åndssvag eller i hvert fald som den lokale landsby tosse og jeg følte mig selv ramt at jeg var en smule småskør, men valgte alligevel at fortsætte mit forehavende.
”Du ved at man ikke er en slave hvis man ikke er…”
Jeg begyndte at forklare Herren normen for definitionen for ordet slave mens Han med skeptisk mine betragtede mig. Jeg valgte at se bort fra det og gik videre.
”Derfor vil jeg gerne forære dig denne én-krone, så du kan købe mig”
Herren stirrede måbende på mig. Rystede så på hovedet og ytrede højt at jeg var skør. Jeg var ikke spor uenig på dette tidspunkt, for Herren bed ikke på ideen som jeg havde håbet og jeg følte mig temmelig åndssvag over at jeg nu skulle bede om at få én-kronen tilbage igen. Herren dinglede med snoren og én-kronen og lignede ikke én som ville af med den igen.
”Herre, jeg skal have den tilbage, ellers har du ikke købt mig”
Min stemme prøvede at skjule min desperation over at mit stunt var ved at falde til jorden.
”Stol på mig!”
Denne gang var stemmen skinger og kunne ikke skjule at jeg havde tabt det hele på gulvet. Denne gang fik jeg dog én-kronen tilbage og jeg åndede lettet op.
Lettelsen og det fjollede ved hele situationen fik mig til at grine da jeg rakte én-kronen frem mod Herren igen.
”Alt hvad jeg ejer er dit, for nu er jeg din”
Herren måtte også have fundet det dybt komisk for han svarede lige så tørt retur
”Har du gæld”
vi grinte og vendte tilbage til spiseriet og tv-kiggeriet og selv om det ikke var gået som jeg havde håbet på, følte jeg mig alligevel mere som den slavinde jeg i mange år havde ønsket mig at være. Lykkelig og ejet så meget det nu var muligt i det moderne samfund.

Det var en utrolig kedelig tv aften. Ikke skyggen af en god film eller andre spændende ting. Så jeg lod igen tankerne og lysterne flyde frit mens jeg kiggede tomt på tvskærmen og så fik min kækheden ellers overtaget da en ny plan formede sig i mit hovedet. Det skal lige indskydes at når jeg keder mig skal der ske noget og det er som regel der jeg begynder at smådrille Herren og provokerer Ham til at få mig ned med nakken. Jeg nåede at advare Herren om at der var spilopper i luften, men gjorde ikke mine til mine sædvanlige tiltag. I stedet forhørte jeg mig om vi ikke havde noget som larmede. Herren undrede sig lidt, men forslog at vi satte en Rammstein koncert på DVDen og jeg sprang på, for sidst vi hørte det i bilen havde jeg syntes det larmede rigeligt.

Under mit tæppe på gulvet havde jeg gemt mit vibrerende æg – mit elskede legetøj som kan bringe mig ud over kanten og give mig den ene orgasme efter den anden. Jeg må kun lege med det når jeg bruger det så Herren kan se og i mit lille drilske hovedet så var det netop det som jeg gjorde uden at bryde Herren bud. Herren skruede godt op for musikken og kvalte den mekanisk lyd fra ægget og jeg gik dejligt hemmelighedsfuld i gang med at tilfredsstille mig under tæppet. Spændingen ved at blive opdaget, den skyldfølelsen som rumsterede i mit baghovedet og alt for lang tids hungrer fik mig hurtigt til at lukke øjnene hårdt i og bide tænder hårdt sammen for ikke at skrige højt. Sådan stod det på til jeg mærkede mætheden i kroppen og batteriernes træthed og jeg gemte ægget væk under et møbel og begyndte at se koncerten.Til min store overraskelse blev jeg opslugt af det fantastiske sceneshow, musikken og lyset. Særligt deres tøj var benzin til mine fetich fantasier og det gik hen og blev en fantastisk oplevelse at se Raimmstein koncerten.

Da koncerten var slut snakkede vi om den. Og jeg indrømmede hvordan det havde givet stof til mine fetich fantasier og snart havde jeg indrømmet og vist ægget frem for Herren. Jeg er en elendig løgner og masochisten i mig var vækket. Desværre er der stor forskel på kælesmæk og straf så et par hårde slag med sålen fra Herrens badesandaler var bestemt kun smertefuldt. Badesandaler står usædvanligt hårdt og mine baller var varme og røde. Jeg krummede mig sammen foran Herren for ikke at vække mere ubehag og selv om jeg til enhver tid hellere vil have smæk med hænderne, så kan Herren slå så det ikke er spor behageligt. Da Herren mente jeg havde fået nok rejste Han sig og forlod mig i stuen. Jeg valgte at blive læggende for ikke at provokerer Ham mere. Mærkede hvordan jeg fandt ro og ydmyghed og nød at vente på at få andet af vide.

Herren kom gudskelov tilbage til mig i stuen. Denne gang kælede Han for mine baller og mine åbninger. Jeg spjættede da Han berørte mit forbudte hul men et par hårde slag mindede mig om at det ikke længere er mit at have retten over. Jeg prøvede at slappe af og snart fik Herrens fingre og hænder mig til at skyde røven endnu mere bagud og åbne mig op for Ham. Herren fandt mit æg og jeg stønnede under påvirkningen fra Herrens brug, indtil Han fik den ide at bruge det på mig analt. Jeg gjorde alt for at bekæmpe trangen til at fjerne mig. Men jeg slap ikke uden om. Ægget pulserede og rystede min stramme muskel og gav en sød kilden i min krop. Det var ikke ubehageligt og da det er så lille i omkredsen så kunne jeg let slappe af og være modtagelig for det. Jeg nød, stønnede og strittede med bagdelen og snart fik Herren mig til at komme. Jeg klamrede mig fast i hvad jeg kunne finde at holde fast i og bare nød min udsatte stilling. Min position som Herrens liderlige lille tæve og orgasmerusen.

Mæt og varm i kroppen krøb jeg ind mellem Herrens spredte ben. Herren nussede mig i håret og jeg mærkede trang til at græde af lettelse over at have en dag som mindede så meget om hvad vi tidligere har delt sammen. Men i stedet huskede jeg Herrens ord fra om formiddagen og spurte om jeg kunne gøre noget for Ham. Han takkede nej og jeg forslog selv at nusse og klø Ham på ryggen som jeg ved Han elsker. Og Herren takkede ja. Nede på gulvet fik jeg igen lov at tilbede og beundre den krop jeg tænder så voldsomt på. Og jeg nød at give Herren velbehag og gjorde mig stor umage med at klø Ham bedst muligt. Vi fjollede lidt videre. Herren lod sin fantastiske røv danse i takt til musikken og begyndte at tænkte højt over om jeg skulle have kalendersmæk og adventssmæk.

En intens mæthed varmede mig da jeg endeligt faldt i søvn. Sikke en fantastisk dag med Herren.

I øjeblikket lever jeg efter det gamle ordsprog ”at man skal smede mens jernet er varmt” da jeg aldrig helt ved hvordan jeg har det pga. af mine maveproblemer.

Og i går aftes var en god aften. Maven teede sig pænt og jeg følte mig i hopla. Ganske betragteligt og Herren blev drillet og jeg blev pint og holdt mod gulvet op til flere gange. Men det var slet slet ikke nok for en lille tæve som jeg, der havde tankerne og håbet rette imod at Herren skulle bruge min mund og hals mens tårerne trillede ned af mine kinder og savlen dryppende fra hagen. Gispende efter luft.

Men ak, mit håb var forgæves og Herren ville i seng og sove.

Jeg skammer mig langt ind i sjælen over hvor dum jeg er. Over den uret jeg har gjort Herren ved ikke at tro jeg kunne komme til Ham og snakke.

Jeg måtte inderligt snakke med Herren i går, men som altid vidste jeg ikke hvordan jeg skulle gribe det an og fik lavet et fjollet nummer med at prøve at bestille en tid. Gudskelov er Herren en tålmodig mand og lod mig snakke mit hjerte ud som jeg havde brug for, selv om jeg kom noget kluntet til emnet. Og jeg gik glad og lykkelig fra samtalen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har bildt mig selv ind at Herren ikke er til at snakke med eller komme til, for når jeg kigger tilbage har jeg egentligt aldrig stødt ind i problemer udover når jeg har henvendt mig helt tosset og upassende. Jeg tror meget det skyldes den skrøbelighed og utilstrækkelighed jeg rummer inden i over at være syg som gør at jeg bare slet ikke vil være mere til besvær end jeg er lige nu uforskyldt.

Herren fik beroliget mig, vi fik snakket og jeg fik det langt bedre, men da jeg lå i sengen mærkede jeg hvordan min angst for at komme til Herren gjorde Ham til skamme. Han har ikke skabt angsten i mig, ej heller fortjent den. Og det gjorde mig skamfuld. Fejlen har hele tiden lægget hos mig. Det har været mig som ikke turde gå til Ham, fordi jeg var bange for ikke at kunne formulerer mig ordentligt. Eller være til besvær.

Herre,
Jeg håber at du kan tilgive mig for at have frygtet at komme til Dig og gøre Dig uret som person og Herre. Jeg er inderligt ked af min mistillid og har lært nu at jeg altid kan komme til Dig.
Undskyld

Det var egentligt ganske overraskende at Herren ikke selv havde gættet at mit lille helle i livet som slavinde var min madras på gulvet.

Stedet hvor jeg kan slappe af, hvile mig, samle mig og finde varme og tryghed. Mærke nærhed og beskyttelse gennem dynen når jeg er trist eller ked af det. Stedet jeg søger hen når jeg er usikker, nervøs eller bange. Stedet hvor jeg kommer mig oven på mine skrammer. Stedet som lader mig føle komfort uden at trods Herrens bud for mig og stedet hvor jeg ikke er krøllet sammen på midten. Det er stedet hvor jeg kan være mig selv, drømme søde drømme om at være bedre, klogere, dygtigere og smukkere end jeg er, gemme mig fra virkeligheden og udleve de ting jeg ikke tør sige højt. Det er stedet hvor jeg samler tankerne, får styr på følelserne og træffer de beslutninger som er mine at træffe. Det er stedet som er ”mit” som det eneste i Herrens hus.

Jeg føler mig faret vildt – usikker på hvad jeg laver og hvorfor. Underlagt et pres jeg ikke er sikker på jeg kan leve op til og forudser jeg snart vil falde igennem og fejle.

Efter jeg har været syg, har jeg ikke formået at få mit slavindesind tilbage. Jeg er så lydig jeg kan være af mig selv og pligtopfyldende, men føler mig ikke som slavinde af den grund. Jeg føler mig hverken fanget eller ejet. Underkastet eller styret. Jeg føler mig bare lille og sølle over at jeg tror Herren forventer at jeg selv popper tilbage i slavindemode og efter flere dages forsøg på at gøre netop det, ved jeg nu at jeg ikke kan klare det alene.

Min verden føles trist fordi jeg mangler slavinden i mit liv. Jeg savner den glæde og omhu man gør tingene med fordi man ønsker at glæde Herren. Jeg mangler den forbindelse der er mellem Ejer og slavinde som gør at jeg aldrig føler mig uden styring eller sikkerhed for at jeg ikke famler eller bliver væk. Den tilstand jeg befinder mig i lige nu. Min sorg over at mangle disse ting gør mig deprimeret og får mig til at sove mere end jeg har behov for og gemme mig væk, for ikke at være til besvær for Herren.

Jeg ønsker ikke at være til besvær. Føler det er mit eget ansvar at finde slavinden frem igen af mig selv og jeg ville sådan ønske jeg kunne. Jeg har forsøgt uden held og mærket hvor frustreret jeg bliver når det ikke lykkes mig. Herren virker travl og optaget af andre ting, så jeg føler ikke jeg kan finde den rette mulighed for at bede om hjælp til at finde tilbage. Så jeg tumler rundt i denne hverken eller tilstand og lider alene.

Jeg har lyst til at græde og give op, men jeg ved hvor godt livet er, når alle tingene køre stabilt og roligt. Når båndet er strammet, mindsettet optimalt og glæden ved at tjene får en til at føle sig så uendeligt heldig over at være til. Den dybe taknemlighed overfor Herren som gør man ønsker at give alt og mere til, fordi Han har sat én fri til at være sit bedste og mest autentiske jeg. Glæden ved at mærke at fejl og mangler bliver irettesat og udryddet med det samme, så man trygt kan stræbe efter at blive så perfekt man kan, for fejl bliver rette, straffen uddelt og tilgivet så man kan køre videre og videre og udvikle sit potentiale som slavinde.

Jeg ved godt at livet går i bølger og at man ikke altid kan køre i de høje gear. Og at vi lige i en lang periode har været tvunget ned i gear fordi jeg var syg. Herren måtte drosle ned for at tilpasse sig min tilstand og selv om vi meget længe prøvede at køre igennem tvang det os ned. Nu er tingene så ved at vende, men rutinerne er blevet borte for mit vedkommende mens jeg har været i knæ.

Rutinerne er nye fordi årstiden er skiftet. Jeg er ikke længere alene hele dagen og Herrens nærværd i huset og mit behov for at være Ham nær gør jeg har svært ved at passe mine ting. Herren er optaget af Hans nyeste arbejde og bruger meget tid og energi på at studerer og dygtiggøre sig og da jeg ligeledes føler en stor interesse i emnet ender det ofte med at jeg sidder i nærheden for at lytte og lære af Ham. Men styringen af mig går tabt, for jeg fornemmer at Herren lige så gerne vil dele oplevelserne med mig, og at Hans kræfter lægger der lige nu, og i Hans almindelige arbejde også og så er der ikke så meget energi til også at styre og opdrage slavinden.

Jeg mærker meget tydeligt at jeg er det sidste led i rækkefølgen i Herren liv. At alt andet kommer før mig. Og det er alligevel ikke sandt, for mens jeg var syg måtte Herren prioterer mig højere nogle gange for at hjælpe mig med at blive rask. Det gør mine tanker konfliktfyldte for på den ene side har jeg valgt at indgå i et forhold hvor jeg er sidste led i fødekæden, og kan i perioder fint accepterer det, men når jeg så selv føler mig ude af balance og lost som slavinde og har brug for hjælp så bliver jeg ramt af en vanvittig dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til den aftale Herren og jeg har indgået. Jeg ved jo godt at hvis jeg var bedre til selv at udtrykke mig, at Herren ville være opmærksom på mig. Men jeg kan ikke lide at være til besvær, eller bede om mere end Herren giver af sig selv. I øvrigt lyder Herrens ord ofte i mine tanker ”Tag imod hvad som kommer og ikke hvad du forventer” den lære sætning må jo i aller højeste grad gælde lige nu?!?

Jeg prøver så godt jeg kan at køre derud af, af mig selv. Løse mine pligter og opgaver. Selv om slavinde fornemmelsen mangler. Jeg gør virkeligt mit bedste for selv at få hende tilbage, men det er så svært når jeg mangler fornemmelsen af underkastelse og glæde ved at tjene. Og for engang skyld ved jeg at når hun engang igen bliver vækket, så vil jeg ikke mærke den sædvanlige modstand over at skulle overdrage magten eller føle forvirring. Jeg er allerede kommet så langt med Herren at jeg nærmere ville føle en dyb lettelse over at blive ført tilbage igen og nyde tilstanden i stedet for at kæmpe imod.

Hmm, jeg kan ikke gøre andet end at håbe forandringen snart sker og glæden kommer tilbage, men imens jeg venter må jeg hellere lave mine pligter….Men gud hvor jeg savner at være den lille på den fede måde – lade Herrens maskuline styrke føre mig rundt og skabe den søde spænding og glæde i mit sind. Og hvor bliver det dejligt at finde roen igen med nakken bøjet. Men indtil da vil jeg nøjes med at drømme om det.

Hvorfor er jeg så forbandet bange for at sige den fulde sandhed over for Herren? Hvorfor er jeg så bange for hvad der vil ske af konsekvenser hvis jeg gør det – ikke kun i negativ retning, men også i den modsatte hvor min egen underkastelse kunne blive styrket og mere dybtfølt?

Jeg ville ønske jeg turde åbne munden og få fortalt en af de tungest vejende grunde til hvorfor Masters Night er noget som trækker bekymrede rynker hen over panden på mig. Herren er jo ikke dum eller fattesvag og ville sikker kunne forstå hvorfor jeg er så bange for konceptet.

 Jeg er bange for at Han opdager at jeg ikke er den rette slavinde for Ham. At jeg ikke føler mig sikker nok i min status i forhold til Ham, da jeg i forvejen endnu ikke er fundet værdig til at bære Hans halsbånd. Jeg er pisse bange for ikke at være god nok og blive kasseret.

Lige som jeg heller ikke tør betro Ham mine fantasier og lyster. Jeg tør ikke lade Ham kende dem, for tænk nu hvis Han finder mig mærkelig, underlig eller i værste fald pervers eller for kinky. Han er jo ingen uskyldighed selv. Er det fordi der er så mange ting imellem for mig som jeg aldrig har prøvet før, eller er det igen fordi jeg er bange for at jeg ikke er god nok?

Jeg tør heller ikke direkte fortælle Ham hvad jeg føler for Ham – kun når Han er dum eller hård ved mig. Men de varme følelser og stoltheden over at være Hans og siddende knælende for Hans fod kommer altid kun gennem bloggen her. Jeg ved dog grunden til dette. Jeg ville frygte en afvisning hvis jeg blottede mig direkte og et eller andet sted mener jeg jo stadig det er upassende at jeg ikke har holdt stien rent og tøjlet mine følelser. Vi havde jo en aftale!

Herren er og bliver aldrig tankelæser – hvordan kan jeg forvente at Han forstår mig hvis jeg ikke åbner munden og taler frit? Hvordan kan jeg forvente IKKE at blive kasseret hvis vores SM-leg ikke udvikler sig fordi jeg ikke tør sige hvad mit tævehjerte sukker efter at afprøve? Hvordan kan jeg forvente at modtage et halsbånd engang hvis jeg ingen gang selv finder mig værdig til det?

Hvorfor er jeg pludseligt så bange for at åbne kæften?

Jeg vil virkeligt gerne genfinde slavinden frem af den sump af sygdom jeg har været indhyllet i alt for længe. Jeg er træt af at føle mig ubrugelig, nytteløs og mere som en hæmsko end et aktiv for Herren.

Jeg savner energien og overskuddet til at holde min krop glat og fin. Lækkert dækket af strømpeben og nederdel. Men kræfterne må jeg bruge andetsteds for at sikre mig at Herren da i det mindste får mad at spise. Og enhver form for kulde går lige i min mave. Jeg savner den daglige flirt, truslen om hånden som griber ud og lader smerten gå gennem min krop. Sikkerheden i at straffen vil falde. Jeg savner at sidde knælende ved Herrens side og ikke gemt væk under en stor dyne.

Det er dybt frustreret ikke at kunne leve sit liv som det giver én mest indhold og glæde. Ligesom det smerter mig og gør mig trist at jeg ikke kan leve op til min del af Herrens og min aftale om vores forhold. Jeg føler mig virkeligt som en parasit, eller som den berømte kat i sækken. Osse selv om jeg ved jeg ikke kan gøre for jeg er syg, så føler jeg alligevel en masse skam over jeg er det.

Det er svært hele tiden at mærke sin egen begrænsning. At prioterer hvad opgaver jeg har overskud til og er mest vigtige for Herren at få løst, velvidende at der er ting jeg så ikke får klaret eller løst. Jeg føler mig så utilstrækkelig at jeg dagligt må græde over mine egne manglende evner til at glæde og være den slavinde jeg var ved at udvikle mig til og som jeg savner så uendeligt meget.

Jeg er ængstelig og usikker i forhold til Herren. Jeg ved ikke hvor længe Han vil finde sig i min mangelfuldhed. For dette var ikke hvad Han ønskede sig. Lige som jeg ønskede at give Ham slavinden, ønskede Han sig en slavinde som var til glæde og gavn og forsødelse af livet. I stedet må Han hjælpe mig, stille sin tid til rådighed fordi jeg stadig er mangelfuld i mine køreegenskaber og er dybt afhæning af at Herren køre og bringer mig til mine lægeaftaler. Jeg er til voldsomt besvær.

Frem og tilbage – indskrevet, orlov og udskrivelse og en masse kilometer tilbagelagt. Ny by og ambulant behandling.

Jeg har haft en rolig nat, hvor jeg har sovet helt igennem uden alt for mange mave gener. Og føler mig for en gang skyld mere som et menneske end en syg skal. Jeg er dog ikke rask endnu, men jeg mærker alligevel en forandring selv om den føles så uendeligt lille.

Jeg er hjemme hos Herren igen. I varmen og trygheden og den rutine som er kommet mens jeg har været syg. Den ligner ikke den sædvanlige i højt gear hvor slavinden er på og klar til at adlyde, men jeg får da stadig serveret kaffen når klokken ringer og kløet Herren på ryggen.

I fredags kom ambulancen og hentede mig efter jeg om morgen havde snakket med den lokale læge. På vejen til sygehuset blev der lagt drop og uden at komme igennem modtagelsen røg jeg direkte op på medicinsk afdeling og fik en seng. Der tilbragte jeg et døgn hvor alle mulige slags læger kom og tog prøver. Blodprøver, hjertekardiogram, blodsukker, puls og selvfølgelig en masse prøver af mit maveindhold da det jo i maven problemet er. Latexbeklædte fingre der skulle undersøge mit inderste og jeg sværger at manden var sadist.

Lørdag formiddag blev vi enige om at sende mig hjem på orlov. Jeg er syg, men ikke dødende og alle mine prøvesvar ville først komme i den kommende uge alligevel. Så Herren hentede mig igen. Om mandagen blev jeg kørt tilbage til sygehuset for at konstaterer at der ikke var kommet svar på en eneste af mine prøver, men at jeg skulle igennem en 3-dags indsamling for at lægerne kunne se om min krop optog fedt. Og så blev jeg udskrevet og henvist til ambulant behandling i en ny by. Lægen måtte undersøge om jeg overhovedet kunne blive behandlet her midt i Danmark, når min adresse stadig var i Øst Danmark, men det røg vist fint ind under det frie sygehus valg.

Så nu venter jeg. Indsamler de forbandede ydmygende prøver de forlanger af mig og venter til kalenderen skriver torsdag og jeg forhåbentligt kan få nogle svar på hvad hede hulen helvede jeg fejler og har lidt af i 28 dage efterhånden.

Jeg må og skal have mit liv tilbage snart, ellers dør jeg indvendigt for jeg kan ikke leve med at slavinden ikke fylder mere i mit liv. Jeg er jo ikke kommet hele vejen fra KBH for at lægge og kukkelurer i en Herres selskab og i øvrigt trænger jeg til at Herren igen kan tage fat i mig uden at frygte jeg knækker som en tændstik.

Det er ikke fordi smerterne i lårene er lige så brutale som de var i går, eller fordi ribbenene stadig volder mig problemer. Det er udsigten til at jeg er syg igen som gør mig så utroligt lillebitte og trist.

Jeg er ved at blive syg i maven igen og de sidste 3 dage har været en gentagelse af de 14 dage hvor det var værst. Heldigvis er jeg ikke blevet dehydreret igen, men kan mærke jeg skal være ultra opmærksom på jeg ikke bliver det. Prøverne fra KBH havde ikke sporet noget så lægen og jeg starter en ny kur op i morgen som er både længere varig og kraftigere.

Men jeg vil ikke være syg igen. Jeg trænger til at være slavinde og ikke en syg pige som lægger under dynen. Jeg har brug for den ro og stabilitet det giver mig at leve sådan og særligt sygdom kan vælte hele den balance og ro. Jeg er også bange for at Herren snart er træt af at have en så ringe slavinde som ikke kan passe sine pligter og jeg har så uendeligt svært ved at bede om hjælp, selv om jeg er blevet bedre da jeg ikke vil ulejlige Ham.

Det gør mig skrøbelig og sårbar. Jeg føler jeg kunne gå i tusinde stykker lige nu fordi jeg som syg ikke er en god slavinde. Ikke kan leverer varen som jeg ellers gerne ville. Jeg kan ikke give det jeg selv ønsker og jeg mener i hjertet af Herren fortjener så meget bedre end at jeg er syg igen.

Jeg skammer mig. Er flov over at jeg hele tiden ramler ind i at være syg. Og det giver mig en kronisk dårlig samvittighed over jeg ikke formår at være en god og hel slavinde. Jeg vil være rask

Huden på lårene er strammet helt ud for at give plads til hævelserne efter paddleren og spanskrøret. Huden er mørkeviolet hvor der ikke er gået hul og hvor der er, står spanskrørets korrekturer klart i huden. Jeg har ondt – rigtig meget ondt.

Jeg er blevet straffet. Hårdt og brutalt. Slag på mine lår. Krympet mig under ydmygelsen ord og mærket sæden ramme min kind mens ordet ”tæve” understregede min plads på forunderligste vis. Trods de helt enorme smerter, er jeg hel. Sendte Herren af sted selv om jeg så bekymringen i Hans øjne om jeg nu også var okey. Jeg er mere end okey. Jeg er tryg og god under dynen. Glad for at kontoen er mindre end i går. Glad for Herrens bekymring for min tilstand og forventningsfuld efter at få Herren hjem så jeg kan takke Ham for min straf. Og undskylde at jeg ikke formåede at tage den med mere værdighed.

Jeg er så stolt og glad lige nu. Stolt over at have mødt det perfekte match i denne verden som tør kræve sin ret og min fulde underkastelse. Kun en skam jeg ikke mødte Ham før så jeg ikke spildte alle de år med at drømme om det liv jeg lever nu.

Ikke som de fleste – anderledes selv for de få i samme stil som os, og alligevel så anderledes.

Jeg lever på en særlig måde sammen med Herren. En måde der for mange kan virke ekstrem. Jeg må ikke være i møblerne, går altid klædt i nederdel/kjole og trusseløst. Jeg passer huset og husholdningen. Jeg har afgivet retten til at have grænser og stopord. I perioder bliver jeg pisket dagligt uden at det er straf. Herren bestemmer og træffer alle afgørelser og har muligheden for at kontrollerer mig flere gange dagligt. Han kan til enhver tid genkræve at få mit Dankort. Selv når jeg er syg kan jeg blive straffes og reglerne ændres ikke for at give mig mere komfort.

Det er et valg jeg åbenhjertet har truffet at jeg gerne ville indgå i. Jeg ønsker selv at forholdet køres så strengt opdelt mellem Herre og slavinde. Jeg ønsker denne hårde linje selv om det har sine udfordringer for mig fysisk og psykisk. Men jeg ville ikke bytte for alverdens silkepuder på bonede gulvet i lysekronens skær. Jeg har brug for mere råhed end de fleste og Herren og jeg kender hinanden så godt efterhånden at vi har fundet en god balance i vores samliv.

Mit liv er centreret omkring Herrens og da jeg ”kun” har Ham at tage mig af og ikke et job ved siden af har jeg muligheden for at mærke at jeg er til for Ham og kun Ham. Jeg har ingen tvivl om hvad jeg er i forhold til Ham. Og Han har ingen tvivl i forhold til hvad Han er for mig.

For nogen som læser min blog kan det virke koldt og kynisk at vi altid har denne strenge linje, og jeg ved at jeg oftest skriver på en måde som fremstår kold og blottet for følelser mellem Herren og jeg. Men – og dette er min fejl – er ikke sandheden. Der er følelser og empati mellem Herren og jeg. Jeg nyder bare mere at skrive på denne måde end at farve forholdet rosenrødt. For dem som virkeligt lever og ånder i slaveriet 24/7 ved at hverdagen også sætter ind og at man ikke altid smiler mens man vasker Herrens sokker. Og at det ikke er en let livsstil at leve.

Jeg ville blive langt lykkeligere over at mærke Herrens hånd stramme om halsen og høre Ham sige ”Du er min” end et ”Jeg elsker dig” Jeg vil langt hellere holdes nede med en hånd i nakken en hel aften end at tages op i sofaen og se en film. For mig er romantikken og kærligheden i det bånd som markeres mellem Herren og jeg. Når begge er i fuldkommen ro og balance i vores positioner som Herre og slavinde. Når jeg uden kamp har bøjet nakken og Herren nyder min underkastelse og ejerskab af mig.

Jeg forstår ikke altid Herrens motiver til at gå i den retning Han gør eller forstår de valg Han træffer. Men jeg ved at Han til enhver tid passer på mig. Går ind for genbrug og vil samle mig op. Han er på ingen måde interesseret i at miste mig ved at køre mig for hårdt. Men jeg tåler at kunne køres langt i forhold til mange andre. Jeg ville uden men kunne spærres inde i længere tid, piskes hårdt dagligt, eller ydmyges over længere tid. Jeg ville lige frem kunne få noget rigtig godt ud af det, men det kan være det engang kommer. Jeg er ikke en sart lille pige.

Jeg lever ikke et liv i frygt for Herren. Faktisk provokerer jeg selv en hel del og opfordre selv til at blive bekæmpet og sat på plads. Jeg er krævende og forventer en vished om at vi gør dette – begge to, for at undgå at jeg føler mig udnyttet som rengøringskone. Jeg ytre min mening, stiller spørgsmål ved det jeg ikke forstår og siger min mening i den offentlige debat. Jeg har efterhånden lært hvor langt jeg kan gå før jeg løber ind i en endefuld hvilket gør jeg selv til en vis grænse kan styre udenom hvis jeg ikke ønsker at komme i uføre. Jeg kender spillereglerne og har accepteret dem og nyder dem.

Kun når der straffes ryger al empati bort og det bliver koldt og hårdt. Jeg kan græde, skrige i vilden sky og tigge om nåde. Men det hjælper mig ikke. Jeg kender reglerne, og af en eller anden grund valgte jeg at overtræde dem og selv pådrage mig straffen og ubehaget. Selv om det er vældigt ubehageligt mens det står på er jeg glad for Herren tør at være så hård og kold. Hvordan kan jeg ellers lære at mine fejl, hvis jeg ikke mærker konsekvensen af dem? Jeg er ikke til dato straffet for noget hvor jeg har ment det var uretfærdigt eller i uoverensstemmelse med min egen opfattelse af hændelsen. Det gør mig tryg. Det giver helt klokkeklare linjer for mig. Og sjovt nok er de fleste straffe jeg modtager kommet af jeg bevidst vælger at træffe selvstændige beslutninger som ikke er i overensstemmelse med Herrens ønsker for mig. Jeg vælger langt hen af vejen selv at rode mig ud i straf.

Jeg elsker Herren. Er dybt fascineret og betaget af Ham. Jeg gyser af fryd over Hans sadistiske natur og mærker hvordan min egen masochisme får mere liv og luft. Jeg er selv begyndt at bede om smerte fra Herrens hånd fordi jeg kan lide det. Vil have det og får hjertebanken af det. Jeg tænder helt vanvittig på Ham. Han er alt det som fryder en kvinde sjæl. Jeg elsker at mærke Herrens blik og vagtsomhed. Jeg er næsegrus ærbødig for Hans mod og styrke til at leve dette liv sammen med mig. Jeg respekterer Ham som det hele menneske Han er. Og jeg er stolt over at være Hans. Jeg ønsker så brændende at bære Herrens halsbånd så alle kan se hvor jeg høre til og jeg ville til enhver tid udfordre mig selv for at give Herren den fulde fornøjelse og glæde i livet, trods et personligt ubehag. Jeg er dybt taknemlig for at Han har sat mig fri til at være mig selv uden at skulle forme mig efter samfundets normer. At Han giver mig rummet og pladsen til at være det som gør mig hel og lykkelig.

Jeg ved det lyder som en tom kliche, men jeg føler mig hjemme som jeg aldrig nogensinde har følt mig hjemme. Jeg føler mig hel som jeg aldrig har, turde håbe på at blive. Jeg udlever en livslang drøm sammen med en fantastisk Mand som slår benene væk under mig fordi Han er den Han er. Og måske fordi det er en livslang drøm, så kan det til tider være svært for mig at forstå mit eget held og begynde at forvente at det får en ende. For det er for godt til at være sandt. Jeg kommer til at spolerer mig selv med tvivl og kamp fordi jeg bliver så frygtelig bange for at miste alt dette jeg har så kært. Gudskelov har Herren set, og forstået at jeg aldrig inderst inde har ønsket at blive sat fri og holder mig dejligt fast og bekræftet vores bånd i stedet for at lade mig gå.

Jeg er forkælet. Måske ikke i traditionel forstand. Men jeg er forkælet fordi jeg har en Herre som aldrig vakler i Hans krav til mig. Jeg er forkælet fordi jeg får lov at være kvinde til det yderste og vise min kærlighed gennem hengivenhed og service for at behage og forsøde Herren liv. Jeg er forkælet, fordi jeg får lov at befinde mig hvor jeg har det bedst og dejligst. For Herrens fod.

Mit forhold til Herren er nok anderledes end de fleste andre forhold. Men det er ikke koldt eller kynisk blottet for følelser. Han er en god Herre og råder og reagerer med stor forståelse af mig og den natur jeg har. Vores forhold er helt unikt og jeg forstår at det kan være svært for andre at få mening i hvordan man kan leve sådan. Det gør desværre at det er let at skabe ondsindet rygter om os. Fordi vi trodser virkeligt den gense SM norm i hvordan vi lever vores 24/7 forhold på. Vi gør tingene på vores egen måde uden at støtte os op af andres metoder og teknikker. Vi står alene og kun ganske få forstår hvad vi laver. Men det gør ikke vores forhold forkert, eller jeg til en selvudslettende kvinde eller Herren til en dårlig Herre. Det betyder bare at vi ikke kan forvente at særlig mange forstår vores forhold. Men for os er det det helt rette. Det vi har valgt. Sammen. Det vi ønsker os af livet. Det er på denne måde vi begge får lov til at være os selv uden at generer andre. Og det er vel ikke så ringe?

Hvordan kan det være at en Herre altid bliver mistænksom når man opfører sig sødt, underdanig og lydigt uden spilopper?

Jeg står ude i køkkenet og skriver for at Herren ikke bliver vækket af lyden fra tasterne mens jeg skriver. En smule utålmodig efter at Han vågner så jeg kan starte opvaskemaskinen og vaskemaskinen og komme i gang med mine længe forsømte huslige pligter. Man kan godt se at jeg har været syg så længe og det bliver hårdt arbejde for mig i denne uge at komme det hele over så jeg igen er i bund med rengøringen.

I går stod den på forkælelse af min mave. Mens jeg havde været syg var jeg småt spisende og nåede at tabe en masse kilo. Så i går skulle jeg bare have mad – ordentlig og fedende mad. Så menuen stod på rullesteg. Mens stegen simrede i gryden ordnede jeg de andre ting og sørgede for at gøre det hele klart. Også kaffen gjorde jeg klar og da der var en kop tilbage i kanden hældte jeg den op og bragte den ind til Herren som straks blev mistænksom over min betænksomhed. Faktisk havde jeg hele dagen udvist underdanig adfærd og uden at mukke eller brokke mig sat mig på knæ i en masse støv da jeg bragte Herren kaffe tidligere på dagen.

Jeg havde ingen skumle bagtanker. Tænkte bare jeg ville være sød. Og selv om det er beskidt at knæle i støvet så gør jeg det gerne for Herren. Egentligt havde jeg mest af alt lyst til at fortsætte aftnen med at være den perfekte slavinde, men en hovedpine fik mig i knæ og jeg faldt tidligt i søvn.

Det har ellers været en god weekend. I takt med jeg får det bedre, sætter jeg mere pris på mit helbred og har hygget mig med lige så langsom at komme tilbage til livet. Jeg har fået skrevet en del og hygget mig med at debatterer på diverse SM forums jeg besøger. Min ene profil fik en overhaling og skiftede design da jeg var træt af den gamle og jeg prøvede at sætte mig ind i hvordan jeg kunne ændre designet på bloggen også, hvilket jeg desværre ikke var klog nok til.

Lørdag aften. Under Herren vejledning lærte jeg at lave Irsk kaffe. Det var hyggeligt at sidde knælende og lave den varme drik som vise sig at smage rigtig godt. Desuden havde den en sjov virkning på mig for pludseligt sang jeg julesange mens jeg hentede noget i køkkenet. Kaffen gjorde mig også modig og trods det var et vovestykke uden lige fik jeg skrevet 2 ord inde i Herrens hånd.

”Hurt me” 2 bitte små ord med så mange muligheder og Herren var da heller ikke sen til at lave sin egen tolkning af dem. Siddende med ryggen mod sofaen og Herrens arm omkring mig blev mine brystvorter klemt, nevet og pint over flere timer mens forskellige film startede og sluttede og Nicky Pedersen blev verdensmeter for 3. gang.  Mere end en gang sprang jeg læk og måtte søge væk for ikke at afsløre hvor tændt jeg var.

Jeg var stadig tændt og trængende da vi ramte puderne. Havde lyst til at lege med mit æg (sex-legetøj) men ønskede ikke Herrens overvågning imens. Jeg må nemlig kun bruge det når Han er tilstede. Jeg ønskede at være alene med min lyst, men selv om jeg prøvede at komme væk og tage ægget med mig blev jeg bremset af Herren. En viljernes kamp gik i gang og det var med stor skam jeg endeligt lagde ægget mod min krop og mærkede fornemmelserne sprede sig som ringe.

Jeg hadede mig selv. Min totale mangel på selvkontrol over ikke at kunne lade være med at give efter for mine lyster. Og det varede ikke længe før jeg græd mens ægget kildede mig mellem benene og Herrens blik ramte mit. Havde Herrens fingre ikke hjulpet mig havde jeg kunne forhindre min egen orgasme ved mine tårer og selvlede. Min frustration og mine tanker som piskede ned over mig.

Herren valgte at belønne mig. Og jeg mærkede mit indre åbne sig for Ham. Næsten for stor for mig at rumme efter den lange pause med tvungen cølibat. Jeg gav fuldstændig efter og jeg bare kom og kom mens jeg nyd Herren arbejde inden i mig. Sex uden afskygninger af SM. Rent råt knepperi når det er bedst oven på en lang pause. Jeg følte mig dejligt mæt og fyldt da vi endeligt faldt bagover og lod hvilen krybe på os.

Jeg er begyndt at tænke lidt over de forskellige verdner jeg har krydset i mine år i BDSM miljøet. Og i næste måned har jeg årsdag for min beslutning om at springe ud. Det er 10 år siden og jeg har set og oplevet en del.

Jeg har altid set mig selv som slavinden. Ikke den provokerende tøs eller masochisten. Men den smukke underdanige slavinde ved Herrens fod. Og jeg fandt den perfekte herre til at udleve dette med. Erfaren, livsklog og meget ældre end mig selv. Vi delte mange år og oplevelser sammen, men jeg søgte altid efter mere i min egen underkastelse og sad med et ønske om at føle ejerskabet dybere, trods jeg ellers blev mærket med hans tegn på lænden. Forholdet til ham var en kærligheds historie uden lige og ende da også som andre kærligheds historier med separation og skilsmisse.

Da det forhold gik i stykker søgte jeg i den anden grøft. Valgte at udforske den mere masochistiske del af mig selv og opdagede hvor meget jeg havde undertryk den del af mig fordi jeg ikke mente at den passede sig for en lydig slavinde. Jeg var og havde altid haft masochistiske lyster og fantasier og det var dejligt befriende at få afløb for dem. Jeg blev hjulpet ud af mine ”pæne slavinde skal” og begyndte at blive mere fri til at nyde de mere kinky og grænseoverskridende ting jeg før havde nægtet mig selv.

Det åbnede nye døre og for en stund overvejede jeg at forblive single med flere elskere som hver især kunne nyde de forskellige sider i mig. Og jeg forsøgte mig endda i den svære kunst at dominerer en anden hvilket jeg ikke var ringe til.

Men lysten til at gå dybere og længere som ejet trak stadigt i mig. Og da jeg nærmest ved et tilfælde opdagede at Herren besad ønsker om at opleve de samme ting slog jeg til og endte her hvor jeg er nu. Her er jeg den lydige og underdanige slavinde. Tæven som snor sig under pisken og selv beder om smerten og forløsningen. Jeg adlyder eller bliver tvunget til det. Jeg får ikke lov at gemme mig. Jeg forventes hel, også når jeg selv er flov eller ikke ønsker at blotte mig. Jeg har opgivet retten til at have grænser og må følge Herrens ønsker.

Jeg er så meget tættere på det ejerskab jeg drømte om og længtes efter i så mange år. Men der er stadig vej til at gå længere og dybere endnu. Jeg er ikke for alvor testet på mine egne grænser eller psyke. Jeg har stadig hemmelige lyster som jeg håber en dag vil blive udlevet. Men jeg tror jeg har fundet den rette til at opleve disse ting med. Herren besidder nemlig en viljestyrke som slår min, en sadisme som tør gå meget langt og en naturlig dominans som gør at jeg selv får lyst til at oppe ud i oplevelsen og følge med.

Lad rejsen begynde.

Regnen prikker på vinduet og bloglæsningen hensætter mig til svundende tider som for længst er borte.

Engang ville jeg ikke kunne sidde her på gulvet foran computeren, uden Herren ville trække mig op på alle fire for at uddele dagens morgen smæk. Men i dag slap jeg med Herrens fod uden mig uden på tøjet mens Han kiggede ned på mig. Han er ikke længere farlig for mig og jeg frygter ikke Hans handlinger. Morgensmækkene er forsvundet helt. Min krop er uden mærker, undtaget 4 svage grønne striber efter en terning leg efter en hyggelig dag i Tyskland for 18 dage siden. Lige inden jeg blev syg. Det virker som en menneskealder siden.

Det faldt mig så utroligt let at komme tilbage i det rette mindset i går. Og igen være den ydende, lydige og smukke slavinde som prøvede at forkæle Herren. Og jeg var virkeligt god i går. Perfekt betænksom. Desværre ved jeg bare ikke om det faldt i god jord da Herren så vågnede op. Men jeg nød at vide jeg havde gjort mit bedste inden jeg selv lagde mig for natten.

Men jeg hader ikke at blive set og anerkendt for de ting jeg gør. Kan ikke lade være med at føle mig til grin. Det gør mig trodsig og får mig til at reagerer ved ikke at lave de handlinger på egen hånd, men vente til jeg får besked på at gøre dem. Og så kun udføre direkte orde som ikke afspejler min personlige glæde og hengivenhed. Mine små forsøg på at vise Ham min taknemlighed for at være Hans.

Så jeg sidder med en indre konflikt lige nu. Lysten til igen at være den smukke givende slavinde som viser sin hengivenhed og frygten for at blive såret og føle mig til grin. Mit stolte væsen forhindre mig i det jeg aller helst ønsker at gøre – nemlig bare at fortsætte med at give af hengivenhed uden at forvente at blive set. Men jeg frygter at jeg ikke kan tåle at få hjertet knust for mange gange før det for alvor går i stykker.

Men hvor ville jeg dog ønske jeg havde haft fornøjelsen af at have overbragt kaffen og skålen til Herren i går.

Hvor har jeg savnet at skrive – savnet mit liv som slavinde og hvor har jeg dog tænkt mange tanker mens sygdommen rasede i min krop.

Endnu ikke helt rask. Men i klar bedring. Jeg føler mig friskere selv om fysikken ikke følger helt så hurtigt med som jeg kunne ønske det. Kroppen er stadig svag efter at have pint sig selv i 14 dage og i mange dage endnu vil jeg døje med muskelsmerter når jeg er ved at komme i gang igen. Men jeg er sulten – ikke kun efter mad og de tabte kilo, men også efter at få gang i mit liv igen. Finde roen og rutinen. Energien og kræfterne. Styrken og modet.

Derfor var det en stor glæde og en kæmpe og uventet overraskelse at Herren i dag irettesatte mig og fik mig mentalt på plads efter jeg havde været en tand for kæk ved frokostbordet. Jeg ytrede min sædvanlige remse med ”At min opførsel var en direkte afspejling af den opdragelse jeg havde modtaget” den letteste måde at drille og skyde skylden over på Herren for mine numre og spilopper. Og så kunne jeg jo passe den ind da jeg var uopmærksom på at Herrens kaffekop var tom. Herren bad mig komme tættere på og ganske uden at skænke det en tanke at Han ville mig ondt kom en lussing flyvende og ramte mig klokkeklart.

Jeg så sikkert forvirret og overrasket ud. Jeg havde slet ikke tænkt at Han ville have verfet ud efter mig eller i øvrigt have taget fat i mig. Lussingen sad perfekt. Huden føltes tyk og varm under min hånd. En ganske svag summen. Fornemmelsen sad ganske længe og sendte hjernen hen på rette sted hvor Herrens ord er lov og jeg makker ret eller betaler prisen.

Jeg var egentligt ikke selv klar over hvor meget jeg havde brug for det, før det kom. Det vækker en stor taknemlighed i mig at Herren valgte at tolke at når jeg kunne drikke kaffe så var jeg rask nok til at blive behandlet ordentligt og passende igen og Han har ganske ret. Jeg har behov for at mærke Herren krav til mig, Mærke Hans tag i min nakke som langsomt og sikkert bøjer sig under Ham i hengivenhed og respekt.

Men mens jeg lå syg mærkede jeg dog også at jeg ikke kun havde brug for at blive kørt hårdt og konstant. Jeg har lige så meget brug for ømhed og omsorg og bekræftelse i at jeg er god nok som person, selv om slavinden hele tiden ramler ind i ulykker og unoder. Jeg har behov for at blive holdt om og føle mig nær og tryg i Herren favn. Det gjorde ondt at erkende for mig selv. Dem som har fulgt bloggen fra starten ved at Herrens og mit forhold er baseret på slaveriet og ikke kærligheden og derfor har disse ting ikke fyldt meget før hen. Og da jeg faldt for Ham, måtte vi have en snak om, om jeg var i stand til at adskille mine romantiske følelser for Ham, fra det arrangement vi havde som Herre og slavinde. Og det er som sådan ikke der problemet er.

Jeg ville nødig opgive mit liv på gulvet for at mærke mere nærhed eller bekræftelse af min person. Jeg ville visne hvis jeg pludseligt blev behandlet som kæresten og blev taget op i møblerne. Og der ville ikke gå meget mere end et nanosekund inden jeg ville tabe respekten for Herren hvis det skete. Det er nemlig ikke den traditionelle romantiske kæreste nærhed jeg savner eller ønsker.

Herren ved, Han måtte læse sig frem til det – at jeg har følelser for Ham. At Han har en kolossal stor betydning for mig og at jeg vil gøre mit aller ypperste for at behage og adlyde Ham. Men jeg kender ikke min egen betydning i forhold til Ham. Er jeg stadig bare slavinden, eller er laura bag slavinden også vigtig for Ham? Ville jeg kunne erstattes af en hvilken anden slavinden, så længe hun bare udførte de samme pligter som jeg? Jeg har behov for at kende status – ikke fordi jeg vil flygte bort hvis Herren stadig betragter mig som den tjenende ånd i huset og ikke så meget andet men jeg har brug for at fjerne den altid spøgende tvivl som jeg går rundt med. Usikkerheden omkring det og mine sædvanlige gætterier.

Jeg tror vist jeg har brug for en god voksen snak.

Grundet en alvorlig maveinfektion med stort vædsketab skriver jeg ikke i øjeblikket, men jeg vender stærkt tilbage når jeg er rask igen.

Han er nok den lækreste og mest sexede mænd jeg har haft fornøjelsen af at være sammen med og hver gang Han smider tøjet må jeg tage mig selv i at stirre betaget på Ham.

Det er jo fedt at jeg finder Herren så lækker og sexet af synet af Ham kan få mig til at trække vejret hurtigere og trække varmen frem i kinderne. Og det er ikke kun afklædt Han er lækker – Han er den type mand som ser godt ud lige meget hvad Han har på.

Jeg elsker at betragte Ham, mærke med mine hænder hen over Hans krop og smage på Ham. Han er lige til at sætte tænderne i. Jeg kan simpelthen henfalde til dagdrømme om f.eks Hans hænder, Hans øjne, Hans ryg eller andre mere aktive dele af Herrens fysik for jeg forguder Hans krop og elsker at tilbede den.

Herren er for lækker for mig. Ikke at jeg ikke er en ok pæn pige, for det tror jeg da nok jeg er. Men Herren er i en klasse langt over min. Tit forstår jeg slet ikke hvad Han vil med mig – jeg når Ham jo ikke til sokkeholderne i looks.

Det gør mig usikker. Særligt en dag som i dag hvor jeg er syg og sølle. Så har jeg mest af alt lyst til at Han skal finde sig en langt smukkere slavinde at være sammen med. En kvinde som er fast i kødet de rette steder, mere feminin og selvsikker. En kvinde som ikke famler foran spejlet. En kvinde som ikke skal ”tvangsfodres”

Min Herre er hot. Han er lækker og Han er pisse sexet og i stedet for at nyde det bliver jeg usikker. Godt gået laura!

Det regner. Det har det gjort siden jeg vågnede første gang klokken 5.30 i morges. Herren er hjemme og jeg føler Hans nærværd og har svært ved at samle mig om mine pligter.

Min krop er stadig øm efter Herrens misbrug i søndags. Øm og smerten vil tiltage senere når naturen går sin gang.  Jeg hader denne del af eftervirkningerne, men jeg kan ikke stoppe kroppen reaktioner og Herren er for klog til at undlade at se jeg er småt spisende. Derfor kom tragte snakken op igen sammen med tvangsfodringen under morgenmaden som jeg var ved at kaste op over at spise så tidligt på min morgen uden at være ordentlig vågen. Kaffe først, vågne langsomt op og så morgenmad.

Man kan høre regnen tromme mod vinduerne og jeg har lyst til at lægge mig ind på gulvet foran Herrens sofa og lukke øjnene og sove lidt med lydene fra Ham. Jeg savnede Ham virkeligt mens jeg var hjemme i KBH og ordne nogle ting. Og jeg er glad for at være tilbage. Hvordan kan jeg være andet når jeg er ejet af en Mand som forstår at bruge mig så godt at jeg stadig er høj 2 dage efter?

Søndag aften under det sædvanlige og hyggelige tvkiggeri fik jeg lov at lade mine hænder vandre over Herrens krop. En krop som jeg elsker at forgude og tilbede og som jeg altid har lyst til at sætte tænderne i fordi den er så lækker. Tænderne nappede, men jeg var forsigtig så jeg ikke vækkede Herrens vrede og straf over at bide i Ham. Jeg blev kåd og opstemt af at være i Herrens nærværd igen så jeg halv kravlede op i sofaen for at være Ham så nær så mulig. Mærke, dufte, smage og føle Ham imod mig. Men det syntes Herren alligevel var for strengt med en slavinde halvvejs oppe i sofaen. Så jeg blev skubbet ned på gulvet igen, og holdt nede med et fast greb i nakken. Knælende og panden i gulvet.

Dér holdt Han mig længe. Jeg testede om Han nu også stadig holdt fast og for hver gang jeg mærkede Ham faldt jeg mere og mere på plads i mit indre. Holdt fast – tvunget til at blive inden for Herrens rækkevidde. Ønsket og fanget. Mit slavinde hjerte var ved at briste af lykke over at lægge der og jeg nød det. Ejerskabet stod så tydeligt – helt klart for mig og al den tidligere tvivl og higen efter Herren forsvandt og jeg blev opfyldt af accept af Herrens magt over mig. En følelse som ikke helt har været så tydeligt i et stykke tid, men som er kommet tilbage nu – også 2 dage efter.

Ved sengetid krævede Herren sin ret til min krop og jeg måtte åbne halsen og ende for Hans indtrængen. Herren krævede hårdt og brutalt og hverken min gråd, min mangel på iltindtag eller mine flugtforsøg kunne hindre Ham i at spidde min krop på Hans pik. Jeg blev brugt – i hoved og røv. Gennempulet så jeg skreg i forvirring over min egen krops reaktioner. Klynk, piven, smerteskrig, bønner om at Han skulle stoppe og søde støn af nydelse og overgivelse. Krøllet sammen under Ham, tvunget og åbnet. Blottet og modtagelig. Han tog hvad Han lystede og brugte min krop for Hans egen fornøjelses skyld. Sæd, savl, snot, spyt og tårer, og mine egne safter. Lussinger og opspærrede skræmte øjne. Hårdt lukkede øjne og skam. Lykke, glæde og lyst. Grusom indtrængen i min krop – taget og voldtaget. Misbrugt og brugt. Kvalt i lykke over at være Hans.

Regnen er stilnet af. Men min lyst til at være Herren nær er taget til. Jeg vil luske ind og lægge mig på gulvet og falde i søvn med et smil på læben over at være Herrens tæve og stolte slavinde. For man kan ikke være andet end glad og stolt over at et andet menneske ønsker én så meget at de er villig til så meget besvær med at tage hvad de vil have fra én.

Slaveriet er ophørt efter uenighed i vilkårene.

Slaveriet genoptaget......!

Tak for de søde beskeder....*S*

Utålmodigt venter jeg på at kaffen skal løbe igennem. Den er en fast del af det at skrive blog og jeg kan ikke undværer den i den kreative proces. Den snorker langsomt og minder mig om at jeg igen skal have afkalket maskinen.

Smøger, kaffe, briller og slukket for al musik som kan forstyrrer mig. Jeg er klar. Jeg kan mærke mine fingre er usikre hen over tasterne og det føles som om jeg har været alt for længe væk fra blog land hvor jeg deler mine inderste bekendelser. Har jeg virkeligt lyst til at blotte mig selv for komplet fremmede. Svaret er klart som den sol som skinner mellem to snehvide skyer. ”Ja” jeg elsker at dele mit liv på denne måde. Dele mine oplevelser om det liv jeg lever, selv om det i virkeligheden er mest spændende for mig at skrive om, når 24/7 delen er helt oppe i det røde felt og truer med at slippe mig i intetheden.

Jeg vågnede op i formiddags – ikke for første gang for jeg stod op med Herren og hønsene og sendte Ham pænt af sted med en kande kaffe og et ønske om en god dag og gik selv i seng igen. Jeg lå længe under dynen og mærkede hvad mit inderste havde at fortælle mig. Ting jeg nok har prøvet at ignorer i et par dage fordi jeg har prøvet at reagerer anderledes på mine omgivelser end sædvanligt.

Det er svært at indrømme at de morgensmæk jeg hader vildt og inderligt mens de flænser min krop i smerte, er en ting jeg ikke har lyst til at leve foruden. Jeg savner dem – savner at mærke Herrens magt og kraft over mig når Han slår trods mit personlige ubehag. Den måde Herrens stærke fysik holder mig på plads sammen med Hans stærke psyke. Udfordringen i at tage imod det Han ønsker at udsætte mig for. Og stoltheden ved at klare det.

Jeg er ikke utaknemlig for pausen. Herren lyttede til en bøn jeg havde da jeg følte at jeg ikke fandt mening i den daglige smerte som ikke gav forløsning til nogen af os, men dengang kunne jeg ikke se at morgensmækkene tjente et helt bestemt formål. Den konstante stabile forsikring om balancen mellem Herren og jeg – om den ulighed der er imellem os og hvem som bestemmer ubetinget og totalt over alt der sker i huset.

Jeg ved at Herren vil trække på smilebåndet og jeg kan høre Hans stemme sige ”Det er ikke let Laura” og jeg vil smile tilbage og svare ”Nej Herre”

Selv om vi har været mere vanilje den sidste uges tid, har vi alligevel taget en ny drejning i Herrens magt over mig. Grundet en stærk forværring af min økonomi, valgte jeg selv at overdrage mit Dankort til Herren, så jeg allernådigst skal forklare og retfærdiggøre hvorfor jeg skal have lov at have det og bruge penge. Det er virkeligt en stor indgriben i min personlige frihed og det er lettere ydmygende at bede om mit kort selv om jeg frivilligt har givet Herren det. For selvfølgeligt bruger Han sin magt benhårdt og har jeg ikke en allerhelvedes god undskyldning får jeg ikke mit kort. Værst er det at skulle give Ham det tilbage efter jeg har haft det for det er nu rarest at have penge på lommen. Men det er også rart at have afgivet Ham den del af min selvstændighed og det er en hjælp for mig. En hjælp som jeg har brug for lige nu for ikke at køre en konto i skænk fordi jeg har en slem vane med at shoppe når jeg er trist.

Det gør også det, at trods jeg skulle få flugttanker så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er fanget her og kan ikke komme længere væk end hvor Herren giver mig lov og det stortrives jeg med. Jeg nyder at jeg er ”fanget” og fuldstændigt underlagt Herrens ønsker om hvor jeg er henne.

Måske er vi alligevel ikke så vanilje som jeg går og tror – måske er intensiteten bare skruet ned på et lavere blus for der forgår jo stadig en masse i mit slaveri. Som skrevet i går holdes jeg stadig på gulvet, jeg er fuldstændigt tilpasset omkring Herrens program hvilket forskyder min døgnrytme en hel del og Herren har fuld kontrol over hvor jeg befinder mig. Jeg higer stadig efter at Han udlever sine mindfucks trussler og har lyst til at mærke Herrens sadisme, magt og dominans. Og det er vel i virkeligheden bedre end at jeg ikke ønsker den…?!?!

Hvad skal jeg gøre – opdigte at alt er ved det sædvanlige, at jeg får mine morgensmæk og bliver kørt rundt i manegen af Herren i det ondeste mindfuck, eller bekende at vi er lige så vanilje som Hr og Fru Danmark i øjeblikket.

For vi er røvsyge ganske almindelige kedelige. Herren er træt efter nogle lange og hårde arbejdsdage og jeg ser Ham kun når der skal spises. Og så de 5 minutter det tager Ham at falde i søvn på sofaen. Jeg selv er drænet af en masse udefrakommende som tager fokusset fra mig og gør mig rigtig trist. Og jeg har mere behov for nærhed og varme og Herren virker tilfreds med at give mig det i øjeblikket.

Jeg føler mig ikke voldsomt meget som slavinde, selv om vi begge huske at køre et minimum af Herre/slavindeting på daglig basis. Kaffen serveres knælende og jeg er ikke kommet op i møblerne. Men vi har været ude at investerer i fremtidige glæder sammen. Herren har nu et 530 L akvarium stående på Hans kontor og jeg har æren af at passe det oven i alle mine andre pligter. Det er et ”til døden jer skiller” projekt mellem mig og fiskene, så jeg ikke får lyst til at rende min vej og desuden er det de eneste dyr jeg må få ind i huset – desværre! Nu mangler jeg så bare fiskene…

Jeg har nydt de flotte efterårsagtige dage med at plukke af havens gaver, jeg er begyndt at bage igen og har egentligt hygget mig med at være den lille hjemmegående husmorderfigur. Jeg har nydt at mine madblade er udkommet og jeg er gået i gang med at hækle grydelapper. I weekenden går der for alvor ”familieleg” i den og jeg kan mærke at det er helt fint med det humør og temperament jeg har lige nu. Jeg kan sagtens vente med at blive kørt rundt i Herrens psykiske sadisme for jeg ved den vil komme igen. Mine mærker er stortset forsvundet, undtaget et af de værste som stadig vil sidde i et par dage endnu før det også forsvinder.

Så vi er vist ikke synderligt spændende i øjeblikket. Men sådan er livet jo. Det er gråt engang imellem og det er helt okey. For det dejlige dunkle vil komme igen og så får jeg en vis legemsdel på komedie og jeg vil elske og begære Herren for det.

Kære blog læsere

Jeg er stille i øjeblikket. Bruger min tid og energi på at komme tilbage efter en periode hvor alt lige kom ud af kontrol, blandt andet mit computerforbrug.

Jeg har det godt. Herrens varme beskytter mig og hjælper mig tilbage på plads så jeg igen får lyst og overskud til at skrive. Jeg håber at I vil tjekke ind engang imellem, for jeg vender frygteligt tilbage igen – kan jo ikke lade være…

Knus

~L~

Lucard skrev en kommentar til mit forrige indlæg som ramte meget præcist hvordan jeg har det i øjeblikket.

” Det billede jeg har i hovedet lige nu er laura i en kæmpestor og vildt skræmmende rutsjebane. Hun vidste udmærket godt at det ville blive et vildt ridt, selvom hun ikke vidste præcis hvad der ville ske. Alligevel steg hun på og lukkede omhyggeligt vogndøren bag sig. Nu bevæger vognen sig opad, lige så stille, men usvigeligt sikkert. En lille del af hende vil af, mens resten af hende er bange men spændt på hvad der venter forude...”

Jeg higer lige nu – jeg venter og sidder på nåle. Jeg venter på stormen og Herrens sadisme. Ikke den jeg allerede har set, men den som stadig er skjult for mig. Jeg kalder på den, uden at bruge ord, for som altid kommer det først frem gennem bloggen som Han ikke har læst i et stykke tid.

Jeg husker pludseligt at jeg i starten med Herren blev bekendt med at Han lå inde med nåle og selv om Han ikke gav udtryk for at ønske at bruge dem på mig, begyndte jeg selv at hige efter dem – fik lyst til at mærke dem på min krop – jeg har det på samme måde nu. Uden dog præcist at kunne sætte ord på hvad jeg higer efter. Men jeg ved jeg må have dét. Nu!

Måske er det ikke Herrens hemmelige sadistiske side som jeg higer efter, men min egen dybe og dunkle lyst fordi Herren har formået at vække den i mig. Jeg mærker et behov efter voldsomhed, men ved ikke om Herren besidder den – eller jo, jeg har set lidt af den, men det er den fra mit indre jeg higer efter at blive udsat for. Jeg er lidt forvirret omkring det.

Jeg føler jeg bør blotte mig helt, så Herren kan se hvad jeg er klar til. Men hvordan blotter man sine egne tabubelagte lyster uden at risikerer at Han finder mig mærkelig? Hvordan formidler jeg dem så jeg stadig har en snert af kontrol over hvad som kommer til at ske? Hvordan blotter man ting som man ikke vil indrømme for sig selv at man har lyst til?

Der må ske noget. Jeg provokerer mere og mere, fordi jeg vil have der skal ske noget. Og ved at sidde her og skrive bryder jeg et klart forbud da jeg har brugt min halve time computer tid jeg har. Jeg må se hvad som sker, hvad som jeg går rundt og frygter nu. Og dog, jeg blev advaret mod at hvis jeg lavede mange flere dumheder omkring ikke at lave min pligter og hænge for meget ved maskinen her så ville jeg blive udsat for brysttotur. Men det er ikke den slags sadisme jeg vil se og opleve fra Ham. Det er den mere beskidte, ydmygende og perverteret af slagsen jeg vil opleve.

Hvis Herren vidste hvilke tanker og fantasier som farede igennem mit sind i rasende fart, tror jeg at Han ville blive forpustet på mine vegne. Og jeg tror egentligt også Han ville blive chokeret og overrasket over dem – ikke fordi de er mærkelige (hvilket de dog er) men fordi Han nok ikke helt ville kunne se hvad som havde provokeret dem frem. De er nemlig ikke provokeret af Hans ord, måske nærmere af de ord Han ikke siger. De muligheder Han ikke har lukket af for.

Jeg er meget i tvivl om Han er hjernen bag alle disse ting som sker i mig, eller om det er mig selv som skaber dem. Nogen gange tror jeg det er mig selv, men opdager så at Herren griner ekstra meget fordi jeg er hoppet lige i med begge ben. Andre gange tror jeg at Han griber nogle af de ting jeg tumler med og på den måde kan fucke min hjerne med det og andre gange igen er det rent udspekuleret mindfuck fra Hans side. Men det kunne også være mig som tillægger Ham evner Han ikke har og at det hele er mindfuck fra mit eget sind. Det er ikke helt til at blive klog på.

Men det ændre ikke på de voldsomme lyster jeg går rundt med lige nu – en helt anden slags straffe end dem jeg får nu. Mere psykiske, ondskabsfulde og nedværdigende end den rene smerte som jeg dog lider under men får lettere og lettere ved at klare. Jeg er ikke så bange for smerten – den vil kun få min krop til at smerte, men ikke sindet og jeg er klar til at sindet også skal lide nu. Ikke hele tiden bevares, men ved straf så jeg rigtig kan mærke hvem som bestemmer. Ydmygelsen som vil få mig ned med nakken. Skammen og flovheden som vil skylle ind over mig. De varme tårer som vil løbe frit. Det er vist tid igen til at trække dem frem. Smerten kan ikke få dem frem, det fik jeg bevis for i weekenden hvor der ellers var grobund for de kunne løbe.

Jeg er ikke i tvivl om Herrens magt, eller har behov for at udfordre den. Det er slet ikke på det plan jeg søger ekstremerne selv om jeg tidligere har haft behov for at teste Ham. Det er mere for at mærke at Han kan tage mig derud og tilbage igen – hel. Det er måske i virkeligheden fordi jeg stoler på Ham nu, har tiltroen til at Han kan forvalte den del også. At Han griber mig, passer på mig og vil mig det bedste.

Tankerne går lige nu hurtigere end fingrene kan følge med, så dette indlæg er en vekselvirkning mellem en masse tanker, mine pligter og skrivning. Jeg har selv fuldstændigt tabt tråden med hvad jeg ville med dette indlæg oprigtigt og jeg føler jeg vrøvler. Jeg har behov for at vrøvle, så ingen undskyldninger for noget som helst herfra.

Jeg er rigtig glad for min plads som Herrens tæve og slavinde – jeg er stolt når jeg offentligt får lov at knæle ved Hans side og jeg nyder at blive set sammen med Ham. Jeg er i øvrigt helt pladask vild med Ham, tænder i overdrevet grad på Ham, Hans lækre stærke fysik, Hans sadistiske sind, Hans smil og de intense øjne. Jeg føler mig passet godt på, værdsat og som en berigelse af Hans liv. Aldrig har jeg drømt om at et 24/7 liv ville være sådan her, måske er det derfor jeg er forvirret til tider. Mine gamle forestillinger var af mere romantisk karakter. Tæven var der ikke, overhovedet og ej heller masochisten. Det gør jeg tit er nød til at ændre mine forestillinger af hvad jeg lever og hvad jeg forstillede mig det ville være.

Også mit selvbillede er ændret. Jeg kan ikke krybe uden om min egen masochistiske natur, heller ikke den legelystne og liderlige tæveside som ikke kan få nok. Og da jeg stadig sidder tilbage med mange af mine gamle romantiske forestillinger om 24/7 så giver det konflikter i mit sind. Jeg skal også indrømme og accepterer at jeg ikke længere har nok i kun at være slavinde, lige meget hvor smukt og dejlig det billede var af mig selv. Jeg skal lære at elske tæven lige så meget og nyde at jeg også har den side. Det mere beskidte, ydmygende og perverse er en del af mig – har altid været en del af mig. Nu kan jeg bare mærke jeg ikke længere har lyst til at benægte det, selv om det ville være lettere end at indrømme alle de ting som jeg kalder mine dybe dunkle fantasier.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at bekende de fantasier og lyster, men én ting er sikkert og det er at det ikke bliver på bloggen før end de er sket og udlevet. Det er de alligevel for dunkle til og for tabubelagt for mig selv til. Og selv når de er udlevet (hvis det sker) er det ikke sikkert jeg vil blotte så meget af mig selv. Det hænder nemlig engang imellem at jeg skriver et indlæg som kun kommer af sted som mail til Herren. Ting som er for private at dele med hele cyberspace.

Det regner nu, men jeg føler at lidt af den tåge jeg har befundet mig i er ved at lettet. Måske kommer stormen, jeg håber det, for jeg kunne godt trænge til at mærke begæret slå imod mig og vælte mig omkuld med al dens styrke.

Enten har Herren glemt at give mig morgensmæk, eller også har jeg fået dem i en ekstrem blid grad så jeg ikke har opdaget det….under alle omstændigheder så fucker Han helt vildt med mit hovedet i disse dage.

”Er du sikker på du ikke vil have klemmer på?” Dette spørgsmål har jeg fået ofte siden lørdag nat og i går hørte jeg mig selv svare anderledes end alle de andre gange jeg er blevet spurt og fik klemmer på.

Jeg er sikker på jeg bliver kørt rundt i manegen lige nu. Herren ved hvor meget Hans stunt med at sende mig over til en anden sadist har påvirket og skræmt mig. Han ved at jeg trods stor styrke og viljefasthed vil føje Ham – og Han ved at jeg også ved det. Det giver Ham så meget mulighed for at påvirke mig og jeg er sikker på Han benytter sig af det for Hans smil og øjne er fyldt med morskab over mine reaktioner.

Jeg er gået grænseløst ind i forholdet. Derfor er jeg underlagt Herrens grænser. Ved grundig udspørgning af Ham lykkes det mig kun at få 2 klare ud af Ham. Begge er heldigvis mine egne også og ting jeg ikke vil ud i. Men når der kun er to, så er der skræmmende sandsynlighed for at Han pludseligt udsætter mig for nogle af de ting som er på min egen liste over mine mest sorte og dunkle fantasier. Ting som jeg egentligt kun vil fantaserer om.

Det er ikke fordi jeg ikke vil ud og lege med mine egne tabuer for det vil jeg egentligt gerne, men det skal være i den form som mine fantasier har skabt og ikke i Hans magt alene. Jeg tør ikke betro Ham dem, for så lægger de i Hans hænder og indtil nu har Han ikke føjet nogle af mine lyster direkte.

Herren skræmmer mig vildt i øjeblikket, samtidigt med jeg mærker hvor meget jeg higer efter at Han for alvor (I mangel af et bedre ord) slår sig løs og kaster mig ud i edgeplay hvor jeg ikke kan bunde eller forudse min egne reaktioner. Jeg mærkede hvordan jeg i går provokerede bevist for at se efter en reaktion fra Ham, se om jeg kunne presse Ham ud i nogle af de afstraffelses metoder jeg selv har nævnt, men jeg er nød til at tilstå at det ikke virkede. Han giver mig ingen mulighed for at toppe from the bottom. Jeg er og det er virkeligt skræmmende i Hans hænder og lyst.

Jeg ved at min egen nysgerrighed og fascination af Hans lyst og sadisme vil få mig til at vente utålmodigt på hvad Han finder på. Jeg kan ikke, selv om jeg er skræmt for vid og sans ikke vende mig bort fra jeg har lyst til mere, dybere, hårdere og grovere. Lege med mine egne tabuer (Som Han slet ikke kender) Min hjerne køre på højtryk for at udregne hvad som vil komme og jeg er fyldt med billeder. De er dog mine egne, skabt af mine fantasier, men jeg ved jo ikke hvor Hans lyst er, på hvilken måde og hvorlangt de er fra mine egne.

Så, det er sikkert at sige at Herren fucker min hjerne vildt lige nu.

Angst sætter gang i mærkelige forestillinger og tanker som bliver til virkelighed. Man kan ikke længere skelne mellem hvad man frygter og den virkelighed som er omkring én.

Vi kom uventet af sted til SM træf i går, trods ingen af os troede vi havde den mulighed og luksus. Egentligt havde jeg først ikke lyst da jeg i ugen fik af vide vi skulle af sted, men på selve dagen var jeg alligevel skuffet over vi måtte melde afbud. Men så, midt mens jeg var ovre og bringe væske til de hårdtarbejdende tog Herren en beslutning, snakkede med lidt folk og pludseligt havde Han arrangeret at vi kunne komme af sted.

Det var med slet skjult glæde at jeg skyndte mig at blive smuk, bade, friserer og smukkeserer mig. Og fejlagtigt troede jeg at jeg havde alverdens tid da arbejdet først skulle overstås. Så jeg var ikke klar til Herren da Han var færdig. Hans stemmes hårdhed sendte et gys ned af ryggen på mig. Ikke fordi det var koldt og blottet for varme for det har jeg vænnet mig til den er engang imellem, men mere at Han allerede mentalt var ”Herren” Min egen slavindeside kom først frem meget senere, faktisk først da vi ankom til stedet.

Vi var de første, og Herren mente at det ville være passende at begynde at afregne den første af mine 4 straffe. Jeg lod mig glædeligt spænde fast med håndleddene samlet over hovedet og nød at få lov at stå som jeg bedst selv kan lide det. Jeg elske den bevægelsesfrihed det giver mig at stå sådan og trods jeg danser rundt og får mange fejlslag findes der ikke en bedre måde at være fastgjort på. Jeg kan lide det billede jeg tror andre ser når jeg står på denne måde. Og der var publikum på hvilket slet ikke undgik min opmærksomhed eller min evne til at danse lidt mere. Hvilket Herren da også bemærkede og rettede min opmærksomhed tilbage imod Ham.

Jeg blev straffet. Slagene var hårde. Snart dansede jeg ikke for syns skyld, men fordi det smertede mine baller og lår. Jeg vidste oppe i hovedet at denne straf var den hvor jeg selv følte mest skyld og den jeg egentligt angrede mest. De andre 3 er i min egen målestok for mindre forseelser.  Jeg gik ind i smerten, ikke ved at rumme dem, men ved at føle den langt inde i min sjæl. Jeg havde fortjent den, for fejlen var af de store og jeg ville ikke selv havde kunne kaperer at jeg ikke blev straffet for den. Jeg var øm, sjaskhamrende våd da jeg blev pillet ned. Jeg hader at min krop tænder mens jeg ikke føler hjernen gør det og det er altid så pokkers upassende at blive våd over at blive straffet.

Vi sundede os lidt. Jeg hentede og skænkede rødvin og mens jeg sad for Herrens fødder fik Han et virkeligt godt greb i min hals som sendte mig lige ind i spiralen mod besvimelsen. Jeg sukkede, sejlede, tændte og nød. Jeg har virkeligt savnet BC og kunne som altid slet ikke få nok af det. En ting er taget om halsen – magten som står så tydeligt, men når man mærker man er ved at svimle hen så giver det det helt store kick. Jeg elsker det, lige meget hvor farligt det end er, så er det et af de kink jeg ikke vil leve foruden og gudskelov åbenbart heller ikke et Herren vil leve uden. Mine øjne må have vist Ham det, de kan ikke skjule min glæde og nydelse når jeg er ved at vågne op igen for der kom mere.

Herren fandt det rimeligt at jeg hver time kunne få en af mine straffe og da ingen af os ikke havde ur på og Han spurte mig om jeg mente der var gået en time, svarede jeg ja næsten hver gang. Tænkt hvis Han nu tjekkede. Jeg syntes det passede med at vi drak et glas rødvin, snakkede med lidt folk og røg en smøg. Der blev i hvert fald det ur som jeg fulgte. Vores gode og nære venner kom og vi fik hilst og hygge snakket. Gamle ansigter dukkede op og det var dejligt at se dem efter så mange år.

Tiden for aftens anden straf indfandt. Jeg blev igen spændt fast som jeg elskede. Men denne gang valgte Herren at hviske mig ind i øjet at jeg skulle danse for Ham, nu havde han jo set jeg kunne. Så med et spanskrør i hver hånd – et tyndt og et tykt svang jeg rundt om mig selv så jeg flere gange måtte bede om lov til at sno mig tilbage igen. Herrens hænder fandt igen min hals og jeg endte med at hænge i mine håndled da kroppen mistede evnen til at stå. Behøver jeg sige at safterne drev ud af mig? Herrens stillede sig ganske tæt bag mig så jeg kunne mærke Ham mod min ømme hud. Fingre fandt vej mellem mine ben og kyndigt fik Han mig til at stønne og skyde ryg og nyde. ”Hvor er det syndt du ikke kan komme af det” ”Røvhul” tænkte jeg bare, kun fordi jeg vidste Han havde ret at selv om jeg nød det, så ville jeg ikke komme, der er alt for meget selvkontrol i mig til at det kan ske, hvilket jeg ofte ærgrer mig over for jeg går glip af en masse på den konto – eller faktisk går jeg altid glip af det fordi jeg har behov for mekaniske æg, der pisker over min klitoris. Selv nu dagen efter smerter det mig, for jeg trænger så meget til at komme.

Herren tog andre piske i brug – flerhalet af forskellige styrker og hårdhed. Bryster og inderlår og skød fik deres del. Selv skuldre og ryg fik deres. Herren fandt det snedigt og smart at klemme mine brystvorter mellem de to spanskrør og jeg skulle hilse og sige det gjorde ondt. Jeg fik sagt en masse av uden anden straf. Og jeg ændrede først lyde da tapetriveren kom frem. Jeg elsker den fanden som river min hud til blods og jeg stønner og vrider mig under dens forvirrede aftryk i min hud. Den trak så meget blod i aftes at Herren måtte duppe mig og særligt den ene balle havde ikke lyst til at stoppe. En skam at Herren ikke kendte min sult efter smagen af blod for der var rigeligt til at Han kunne havde givet mig det på Hans fingre.

Rødvin, smøg, afslappen ved Herrens fødder med hyggesnak. Herren legede med mine brystvorter og vred og klemte dem så jeg ikke kunne lade være med at ømme mig og give udtryk med ordet ”av” i tide og utide. ”Er du sikker på du ikke hellere vil have klemmer på?” Jeg er altid sikker på jeg ikke hellere vil have klemmer på, så jeg takkede nej og fortsatte med at vise min utilfredshed ved at sige ”av” af Herrens totur. Det blev Herren træt af at høre på, så jeg fik forbud mod at sige det mere og hvis jeg gjorde ville det koste en klemme. Jeg tror ikke der gik mange minutter inden mine brystvorter havde fået klemmer på, for det er svært ikke at sige ”av” når noget gør forbandet ondt.

Den tredje straf fandt sted på en pæl, denne gang kunne jeg ikke bevæge mig frit og hvert slag Herren tildelte min krop var målrettet, hvilket koster 4 klemmer for 4 nye ”av” som jeg ikke kunne tilbageholde. De havner i mine skamlæber og gjorde nas. Lige som alt hvad  ramte mig føltes som ild. Min krop kunne næste ikke længere rumme mere smerte. Jeg var ligeglad med publikummet, faktisk ønskede jeg dem langt væk, så ingen kunne se min sølle tilstand. Der var heller ingen dans udover den ufrivillige når et særligt hårdt slag fik vippet mig ud af balance. Jeg stod med sammenbidte tænder for ikke at sige av og få flere klemmer. Min viljestyrker var stærk og jeg fik kun de 4 som Herren rimeligt brutalt flårede af mig da straffen var ved at være overstået. I virkeligheden var der snart heller ikke mere hud som Han kunne slå på, udover på forsiden med det hindre pælen Ham.

Jeg blev pillet ned og vi satter os. Der kom rødvin i glasset og der snakkes. Jeg ømmer mig på gulvet. Herren havde besluttet at klemmerne i mine brystvorter ikke skulle af og efterhånden gjorde de mere og mere ondt så jeg til sidst selv bad om at få dem af. Men det var for sent – panikken over dem var indtrådt i min krop og selv om Herren ville efterkomme min bøn turder jeg ikke lade Ham komme mig nær. Jeg trak mig væk da Han prøvede at tage dem og til sidst blev Han vred på mig. ”Så kan du gå hen til …….. og bede ham tage dem af dig” Jeg ved at Herren mener det, men jeg spørg alligevel 2 gange mere for at være helt sikker. Jeg kan ikke få det til at passe at blive sendt væk og over i en andens hænder, lige meget hvor godt jeg kender den anden sadist og stoler på ham, så finder jeg det dybt uretfærdigt, koldt og jeg bliver utroligt såret. Men smerten vinder, jeg kravler af sted, fremsiger en masse ord som ikke var nødvendige for at fremsige min bøn. Sadisten indvilliger. Men selv her trækker jeg mig væk og sadistens ord er endnu mere kolde end Herrens bortsendelsen i mit sind ”Kan du få de hænder om på ryggen” jeg når dårligt at få dem om før en kæmpe næve har fat min i nakken og klemmen om min brystvorte bliver klem hårdt sammen samtidigt med at den bliver hevet af. Hurtigt følger den anden klemme og jeg skriger. Jeg husker at takke og kravler tilbage.

Det er ikke stolthed, styrke eller glæde som jeg mærker. Jeg føler kun al den smerte min krop er blevet udsat for. Jeg er ydmyget, lille og sølle. Jeg føler mig forrådt, kasseret og efterladt på gulvet. Herrens hænder mod mine ømme brystvorter får mig igen til at sige ”av” og jeg har lyst til at løbe langt væk. Men i stedet forhandler jeg med Herren. 2 klemmer bliver til 4 men de sidder ikke i brystvorterne denne gang. Mens alle andre snakker og hygger sig omkring mig falder jeg sammen på gulvet og lægger der og føler mig elendigt til mode. Jeg kan slet ikke ryste det forræderi af mig som jeg følte Herren udsatte mig for og da Han beder mig følge med i en gang fisting af en pige på bordet har jeg ikke spor lyst til at adlyde Ham. I det øjeblik hader jeg Ham. Dybt og inderligt. Jeg har lyst til at slå Ham og bede Ham skrubbe af helveds til. Jeg har fået nok.

Men jeg tør ikke trodse Ham. Frygter at blive slået på og straffet endnu mere. Den fjerde straf ved jeg at jeg ikke kan tåle og da Herren og en Domina begynder at snakke om fistingens glæder målrettet imod mig og min stakkels lille fysisk får jeg for meget. Jeg tør ikke blive. Min tiltro til om Herren overdrager mig i hendes hænder er erstattet af ren frygt for Han gør det. Så jeg tager en smøg fra min taske og rejser mig og går min vej. De skal ikke tro de kan sidde der og ydmyge mig endnu mere end jeg allerede er og jeg ved hvis jeg bliver så får de mig for alvor ned med nakken, og måske værre endnu, udstoppet med en plastisk belagt hånd.

Jeg kan slet ikke have det. Jeg er vred – en vrede som dækker over den sorg over det tidligere forræderi, men vreden giver mig en smule styrke til jeg kan rette ryggen og genvinde en snert af den tabte værdighed der blevet taget fra mig tidligere. Alene med mine tanker og smøgen går det op for mig hvor snotdumt det var at forlade min plads. Jeg fortryder 100000000 gange jeg valgte at gå. Jeg ved hvor slemt det vil koste mig og jeg fortryder at jeg har ydmyget Herren ved at have en uregerlig og ulydig tøs. Halsbåndet forsvinder ud af syne igen, ved at det aldrig nogensinde vil komme nærmere hvis jeg fortsætter med at blive ved at begå dumheder. Jeg bliver handlingslammet. Smøgen ryger sig selv op mens jeg sidder fast i angsten for at gå tilbage. Jeg ved jeg er nød til at gå tilbage.

Jeg finder en styrke, gemt et eller andet sted i mit indre. En kraft som får mine ben til at gå hen hvor jeg skal være. Men allerede inden jeg når at sætte mig bliver jeg gjort til grin og en ny arrigskab fylder mit indre så jeg flår de sidste klemmer af mine bryster så de havner spredt over gulvet. Jeg er fuldstændig ude at skide nu. Igen behøver ingen fortælle mig hvor umoden og uværdig denne opførsel er og Herrens ord pisker mit sind med sine åbenlyse og forventede ord mens han holder mig fast i min hage og tvinger mig til at kigge Ham ind i øjnene, mens Han taler til mig.

Jeg har lyst til at græde – græde i vilden sky, men ikke en eneste tåre kommer. Jeg har lyst til at skrige at Han kan gøre lige hvad Han har lyst til – fiste mig, eller straffe mig for den fjerde straf eller for at flytte mig for klemmerne. Alt for at blive tilgivet den frygtelige opførsel jeg er midt i. Alt for at mærke Hans interesse i mig og I at jeg skal være Hans efter at have sendt mig bort til en anden. Men i stedet pakkes der sammen. En lang køretur venter forude og der skal indtages kaffe.

Jeg er stille og introvert – jeg beder om lov at gå for at finde et sted at være alene. Men Herren sender mig i stedet ud og skifte tøj. Jeg kæmper mig igennem en smalltalk samtale med en kvindelig swinger og først da jeg når ind bag toiletdøren og låser den efter mig kommer de tårer jeg har ventet på. Jeg har fortjent at blive sat af foran indgangsdøren til min egen lejlighed, jeg har selv om jeg ikke tidligere havde fortjent at blive kasseret, fortjent det nu efter den opførsel. Jeg er flov og lille. Stadig ulykkelig over forræderiet og såret. Jeg ved ikke selv hvad jeg har mest lyst til og set i bagklogskabens lys var det godt jeg ikke havde min nøgle med til min lejlighed.

HER ER JEG NØD TIL AT PAUSE SKRIVNINGEN FOR AT PASSE MINE PLIGTER. BEKLAGER HVIS FLOWET HEREFTER ER ØDELAGT.

Køreturen hjem var god og varm. Herrens hånd dækkede min eller min dækkede Hans. Han var ikke vred og jeg ville ikke spørge mere ind til det. I stedet havde vi en spændende samtale om ekstremer, sadisme og hvad jeg egentligt er eller benægter at være.

Jeg blev bedt om at bruge min mund og hvis jeg løste jobbet tilfredsstillende ville jeg få lov at få min madras at sove på. Jeg gjorde mit bedste selv om Herren snød og prøvede at fjerne min opmærksomhed fra Ham ved at begrave sine fingre i mit indre. Men trods lidt drilleri fik jeg min madras og nød at være på den. Fuck hvor har jeg savnet den. Dybt og inderligt.

I dag, godt forslået – med mærker jeg kun har set i tjekkiske spankingfilm sidder jeg på nåle. Hen over frokost – i et kodet sprog som kun voksne kan forstå faldt snakket på et arrangement hvor slavinder overdrages for en aften til andre Herskere. Et arrangement jeg har været bekendt med længe og helt bevidst holdt min kæft omkring det fordi jeg absolut ingen interesse har i at deltage i det. Herren blev bekendt med det i går og jeg fornemmer Han ønsker at deltage. Jeg gav min mening tilkende om min uvilje og lyst imod det, men Han mente alligevel at ”det ville være godt at undvige min horisont” på området.

Jeg er gået helt kold igen nu. Jeg er virkeligt vred og trodsig, uden Herren dog ved det. Hvis Han ikke værdsætter den eksklusive gave det er at jeg har valgt Ham og Ham alene som værende den mand jeg underkaster mig, så er Han ikke den gave værd. Jeg kan, og vil ikke lånes ud og leges med af en jeg ikke har noget bånd til, en sympati eller en fælles forståelse med. Og jeg ville ikke som andre nyde en sådan aften og jeg ville bestemt ikke stræbe efter at gøre min Herre stolt for Han ville have travlt med en anden og ville alligevel ikke se det. Jeg ønsker Han deltager alene – enhver slavinde ville være heldig over at få Ham tildelt for en aften, men jeg vil og kan ikke deltage selv. Jeg har kun to mennesker lige nu i mit liv hvor sympatien, respekten og båndet er stærkt nok – den ene er Herren og den anden en tidligere elsker.

Det er skidt lige nu – jeg har frasagt mig muligheden for at forhandle grænser og står med ingen til at beskytte mig, udover jeg kan gå ud af forholdet og det vil blive konsekvensen hvis Herren ikke vil være lydhør over for jeg ikke vil deltage i den slags arrangementer. Det gør rigtig ondt at vide det bliver nød til at være sådan, men jeg skal i bund og grund kunne leve med mig selv. 

Suk, jeg kan til stadighed ikke forstå mit eget sind – skulle jeg bare bruges for at blive glad og tilfreds igen? Og så på denne måde?

Jeg har lige kæmpet for at sige tiden er inde til at tage hjem, trods jeg ikke er i stand til at give nogle gode forklaringer som Herren vil godkende. ”Du er jo ikke til gavn der, men du er det her” Jeg kan ikke sige ham imod, for Han har ret. Og Han er begyndt at kende mig så utroligt godt, når jeg lusker rundt i krogene og kigger på ham. ”Hvad er der laura?” ”Ikke noget” og så blikket som følger. Hans magt over mig og evne til at få mig til at lystre er ikke forsvundet hen over dagene med vanilje verden tæt på. Jeg bekender, det gør jeg altid.

Mens jeg sidder på gulvet, hovedet gemt under armlænet på Hans stol betror jeg ham hvad jeg har fundet så svært de sidste mange dage. Jeg græder, Han trøster og beroliger mig med at det ville havde været svært for andre og at jeg ikke er unormal. Jeg falder til ro – godt hjulpet af den hånd som kærtegner mine ben – Øv, jeg har ikke fået barberet ben.

Hånden spreder mine knæ, jeg prøver ikke at kæmpe imod, men Han må alligevel spørge om jeg prøver at benægte Ham noget. Jeg gør det ikke med vilje, men opmærksomheden er rettet mod ikke at gøre det igen. Hånden kommer tættere på – jeg gør opmærksom på jeg ikke er brugbar og han bemærker tilbage at Han er ligeglad.

Hvordan, og hvorfor Han får mig ned på maven og lægge ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske andet end at Hans fingre får mig til at stritte med bagdelen som en tæve og tage imod Hans fingre. Glædeligt, taknemlig og trængende. Fingrene driller og tirrer det mere forbudte hul og jeg prøver så godt jeg kan at tage imod. Jeg er dygtig, lader stedet hvor jeg ønsker en piercing tage imod berøringen mens jeg glæder mig til den dag hvor en lille bjælde vil lyde fra mit skød.

En lyd kræver vores opmærksomhed. Hundenes gøen varsler gæster og det skal undersøges. Modvilligt og bandende indvendigt kommer jeg op at stå. Får rettet tøjet til og sukker tungt. Så trængende og så klar. Jeg forbereder mig på at gå sulten i seng – igen. Ikke lade mig mærke med at jeg trænger så meget til at blive brugt, fyldt ud og taget hårdt i hofterne så jeg kan mærke hvad jeg også er til.  

Herren kom hen til mig bagfra. Tager fat i min nakke. Ikke hårdt, men jeg reagerer øjeblikkeligt og svajer bagud imod Ham. Mærker Han er tændt. Alt indeni råber efter Ham. ”Tag mig tag mig tag mig” men ingen ord kommer ud af min mund. Lyden at tøjet mod huden, ned af benene og jeg ved at Han står blottet bag mig. Jeg jubler, smiler uden Han kan se det og glæder mig som et lille barn til juleaften.

Han siger noget. Jeg hørt det ikke for alle de glade tanker og forventninger inden i. Hov, der er noget galt. Han trænger ikke imod hvor jeg havde håbet. Han trænger imod hvor jeg ikke så gerne vil have det, trods jeg drømmer om at kunne give mig selv lige så frit som i mine andre åbninger. Jeg spænder op, men husker jeg ikke må benægte Ham noget og jeg ved det er nytteløst at prøve at stritte imod for det vil kun blive værre for mig selv. Jeg retter på mig for at lette Ham adgangen – frivilligt mens jeg er meget bevidst om det.

Han tager hensyn. Høre min bøn om at lade mig sunde mig lidt. Og snart er jeg spiddet helt til roden. Jeg fryder mig indvendigt. Føler mig pavestolt over jeg kan rumme det selv om det stadig brænder indvendigt. Fornuften fordre mig at slappe af – det vil gå over, men det er så inderligt svært når man som jeg pludseligt bliver ramt af skam over at fryde mig over at være spiddet dér. Jeg har så svært ved det – eller, jeg har faktisk ikke svært ved at blive brugt der – min fysik stiller ingen hindringer, men hjernen kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt og hvornår hvad er hvad.

Jeg åbner mig langsomt. Herrens hænder fanger mit skød. Ohh, Han lader mig vide hvor våd jeg er der og nu kan jeg ikke længere skjule det for Ham – og mig selv at jeg er begyndt at tænde. Jeg giver op – og da stødene sender mærkelige fremmede og ukendte lystbølger gennem min krop lader jeg mine støn høre. Snart kan Herren bevæge sig frit i mit snævre indre. Jeg nyder mere end jeg smerter. Følger selv med hvor Han ønsker i tempo og stilling.

”Om lidt vil jeg fylde din lille tæverøv med min sæd og der er masser af den” Skammen, glæden og liderligheden ruller ind over mig. Jeg stønner højere end jeg nogensinde har gjort før mens jeg er blevet taget analt. Jeg mærker hvordan stødene bliver målrettet – jeg kender dem fra min hals. Mærker forandringen og gyser af glæde mere end af lyst da jeg ved Han kommer. Jeg tror stadig der vil gå tid før jeg kan komme af at blive brugt dér, men det er ikke vigtigt for mig at komme. Det er vigtig for mig at være til glæde og til fuld brug for Herren. Jeg vil ikke benægte ham en eneste centimeter af min tævekrop og ikke en eneste tanke af mit slavindesind.

Jeg er mere end ualmindeligt øm. Min krop er ikke vant til brugen dér, men det føles virkeligt godt. Jeg har været en god tæve – givet mig selv, blottet mig og åbnet mig for Herren, ganske frivilligt og behagesygt. Helt som det skal være. Jeg er mæt seksuelt selv om jeg ikke er kommet. Jeg er gladere end jeg har følt mig i flere dage. Måske skal jeg bare bruges ofte for ikke at ryge ind i depressionerne eller måske skal jeg bruges godt og grundigt for at komme ud af den. Jeg ved den er ved at lettet igen nu.

Jeg er en tæve, og ved I hvad….det er lige før jeg er rigtig stolt af det!

Jeg har ikke lyst til at vågne i øjeblikket. Vil bare være i sengen, sove og glemme alt om virkeligheden. Drømme mig hen til andre steder og tider hvor jeg kan være mere mig selv.

Jeg ved godt selv jeg er røget ind i en depressiv periode – det er en bivirkning som dukker op i mit liv med jævne mellemrum. Den manglende sol som ikke længere varmer min krop og den konstant fornemmelse af at være forkert har drænet mig – helt og totalt.

Jeg føler mig træt – i kroppen og i sindet. Så træt at jeg er begyndt at overveje at trække mig væk fra Herren og søge min frihed igen. Søge hjem hvor jeg kan skabe noget stabilitet omkring mig selv, for jeg passer ikke ordentligt på mig selv lige nu. Jeg er for meget på, sover for lidt, og er for meget alt muligt andet end det jeg nyder og jeg føler mig ikke set.

Jeg hader at føle disse ting – de gør ondt i min sjæl og jeg har svært ved at tackle dem. Jeg kan ikke rumme at være i dem og hvis jeg ikke gør noget ved dem kommer det til at gå galt for mig. Jeg ved det, jeg ved jeg ikke kan ignorer dem eller sove fra dem.

En klog mand fortalte mig engang at man ikke kan forklare andre hvordan det er, og hvor hårdt det er før de selv prøver det. Jeg har prøvet det – hele ugen og jeg er ved at gå til nu. Jeg er slet ikke skabt til det. Oftest har jeg lyst til at tude af frustration når jeg bliver skubbet og puffet. Men jeg kan ikke, for jeg er tvunget til at rumme det hele. Men jeg kan ikke rumme det hele. Jeg er gået i stykker.

Jeg må i gang – har pligter at tage mig til selv om jeg ikke har energien eller lysten længere. Hvor var det let engang at sige jeg kunne rumme det hele, men min dengang uvidenhed, vidste jo heller ikke hvor hårdt det ville blive.

Jeg har haft brug for en pause fra min blog – ikke fordi verden pludseligt er brudt sammen, men et andet BDSM site drænede mig totalt for skrivelyst. Men kuren var at holde mig væk fra det andet site, koncentrerer mig om mit liv og nu er skrivelysten tilbage igen.

Den sidste tids stilhed har været en mærkelig tid på mange områder. Jeg er blevet ordentligt præsenteret og stillet til skue for Herrens omgangskreds da vi fejrede Hans fødselsdag. En stor ære og glæde at blive vist frem – ikke som slavinden, men som kvinden som deler Herrens liv med Ham. Det var rigtig hyggeligt, og jeg følte mig varmt modtaget, da de fleste allerede havde set mig, men ikke helt vidste hvem jeg var.

I går var jeg i København og passe mine ting. Og selv om jeg følte en stor portion frihed havde jeg ingen ønsker om at genvinde den. Faktisk lige det modsatte for Herren fik en meget taknemlig og glad slavinde hjem som bare ikke kunne vente med at komme ned på sin plads hvor hun høre hjemme.

Men det har også været en tid med stor smerte – Jeg troede ellers at mit brud med min ex-mand havde været godt, ligeværdigt og sundt. Men pludseligt flammede der bitre følelser op og vi kom i flint og en masse tarvelige ord blev udvekslet om hvis skyld hvad var. Men det tvang mig til at mærke efter. Jeg ER hvor jeg ønsker at være lige nu hos Herren. Jeg ER det jeg ønsker for mig selv at være og jeg er lykkelig. Dagligt mærker jeg Herrens ønske om at se mig lykkelig gennem den fælles adfærd som giver os begge glæde. Dagligt stræber jeg efter at gøre Ham lykkelig. Vi gør begge vores for at forholdet skal køre, vi plejer det og vi holder fast i det ønske vi har om at leve på denne måde. Jeg har ingen problemer med at mærke at Herren er her, har lysten til at dele sit liv med mig og at Han nyder jeg er en del af Hans liv.

Selv når det er svært, og jeg får lyst til at flygte og give op. Og jeg er den slags person som vælger flugt når noget føles for svært. Så holder Herren mig fast. Viser, beviser og fortæller mig at jeg er Hans og ikke skal nogen vegne. Det gør mig glad og det giver mig styrken til at komme igennem det som er svært og klare skærene sammen med Ham. Jeg føler mig så utrolig heldig over at jeg endeligt får lov at mærke at der er én som finder mig værdifuld nok til at kæmpe for. Lige som jeg føler mig meget taknemlig over at Han ønsker at gøre mig lykkelig ved at behandle mig som slavinde, selv når tøse adfærden engang imellem dukker op i al sin usselhed og laver ballade for mig selv.

For tøsen har også været fremme og vende igen – jeg kan ikke længere huske hvorfor og hvad jeg lavede. Og det kan jeg så alligevel godt når jeg nu tænker mig om. Herren har nemlig ikke mulighed for at straffe mig denne uge. Og i sidste uge skete der et uheldigt sammentræf med et par bukser oppe i byen. Så der blev oprettet og skrevet på konto. 2 mindre forseelser kom på. Og så forleden aften syntes jeg det var åndssvagt, hvorfor straffe med tilbagevirkende kraft, hvis forsømmelsen ikke er stor nok til at uddele med det samme, så er den ikke stor nok til at huske. Disse tanker fik straf 4-5- og 6 til at tigge ind på kontoen på kun 5 minutter. Og da jeg fortsatte så blev 2 af straffene skrevet ned mens jeg skreg og hylede under ledningen og malerpinden.

Jeg tudede hysterisk, blev hidsig og kæmpede imod. Jeg syntes det var vildt uretfærdigt. Havde jeg nu bare taget imod det havde det ikke stået på så længe, men jeg skulle gøre det svært for mig selv. Jeg skulle fysisk overmandes og gøres lille før Herrens ord kunne nå mig og jeg holdt op med at kæmpe og genvinde lidt af min holdning. Men slavinden kom frem igen. Ivrig efter at glæde og brugte sin hals lidt mere end den egentligt kunne når kroppen forsat var plaget af en forkølelse, så jeg gav mig selv ondt i halsen også.

Nu sidder jeg her, alene og med stilhed omkring mig. Jeg har gulvettid og nyder det. Jeg kan mærke jeg har savnet min blog – min mulighed for at dele mine tanker og jeg ved nu at jeg skal sætte pris på den frihed jeg har til at skrive – den kan nemlig forsvinde hvis man ikke passer på og det ville gøre mig så uendeligt ked af det. Lige som gulvtiden mere er en luksus end en rettighed disse dage. Og jeg må indrømme jeg savner al min gulv tid, så meget mere end jeg egentligt havde regnet med. Jeg savner at sove på gulvet, spise på gulvet, bo, kravle og leve på gulvet. Jeg føler mig rodløs i møblerne, men ved at det er en nødvendighed som driver værker, men det er så svært at skifte oppe i hovedet efter en lang dag som et ganske almindeligt vanilje menneske at få slavinden til at træde frem. Og omvendt er det svært at tvinge slavinden væk og gå i vaniljemode. Det er aldrig let vel?

Man kan være på plads på mange måder, og jeg kan med sindsro og hjerteglæde meddele at jeg er på plads igen.

Herren fik hurtigt samlet mig op da jeg så Ham i lørdags og ikke kun det. Han satte en masse lyst til at stræbe efter halsbåndet i gang. Jeg følte mig som jordens heldigste slavinde over at sidde i fuld offentlighed ved Hans fødder og nød min plads helt vildt.

Hjemme hos Herren igen fik jeg de sidste mentale rester rystet sammen igen. Faldt til ro og ind i rutinen igen. Desværre havde al min glæde over at være Herrens udløst en masse varme og kærlige følelser som jeg ikke kunne finde ud af at rumme, så jeg opførte mig helt mærkeligt og ved siden af mig selv pludseligt. Så meget ved siden af mig selv at Herren udtrykte tvivl om jeg var slavinde eller tøs.

Men da jeg så fik lettet mit hjerte i går og bekendt kulør, faldt det hele for alvor på plads. Jeg sidder på gulvet. Min baller er mærkede og ømme efter Herren indviede et nyt spanskrør da jeg beklageligt knækkede det andet på min bagdel i lørdags. Jeg kan mærke lyst og glæde i mit indre og jeg stræber efter at blive Herrens perfekte slavinde – ganske som Han ønsker.

Alle brikker er for en stund på plads – ganske som jeg er på plads ved Herrens fødder – på mit elskede gulv, med glæde og iver i at skabe nogle dejlige rammer for Herren så Han kan slappe af og hygge sig. Jeg nyder Herrens nærværd, men tager det ikke for givet, for livet er foranderligt og snart går det stærkt igen. Herrens betænksomhed, dominans og styrke lægger over mig og fylder mig med varme og stolthed over at jeg kan sige jeg er Hans.

Jeg er nød til at gøre kontoen op, de sidste mange dage har nemlig stået gevaldigt i minus, og jeg er nød til at kigge på om det kan betale sig at fortsætte – om der på bundlinjen er mere i plus end i minus.

Lad mig starte med minus, for det er det som i virkeligheden fylder allermest i mit indre. De ting som giver negativ stemning er:

• At føle sig ignoreret uden grund
• At blive sluppet totalt uden kontakt
• At skulle følge regler som er svære uden at blive tjekket op, opmundret, og husket på dem. (værdsat)
• Følelsen af at gå fra 210 km/t til fuld stop – uden sikkerhedssele.
• Tvivl og usikkerhed i mig selv fordi jeg automatisk tager ”skylden” på mig, trods jeg ikke gør noget forkert.
• Vreden, frustrationen og irritationen i mig selv, som gør jeg får lyst til at give op.
• Ustabilitet i mit liv, fordi jeg går og venter, tænker, forsøger at finde forklaringer. Tjekker computer, og telefoner på mærkelige tidspunkter. Mit liv bliver spoleret og alt sejler omkring mig fordi jeg venter på lyd.

På plussiden, og det må jo så skrive i datid, da det jo ikke er der lige nu, hvor jeg er blevet ”sluppet”

• Glæden i at være fanget, krævet og ejet
• (her er jeg så gået fuldstændigt i stå, - sidder bare og stirre på skærmen – 27 minutters stirren)
  
• Lykken i at gøre en forskel for en anden end én selv.
• Den totale tilbedelse af en anden.
• At være den ”lille” på den gode måde
• Forskellen i kønsrollerne
• Den feminine hengivenhed og den maskuline styrke i yderste potens
• Stabiliteten, trygheden og reglerne.
• Den indre romantiske stemning at knæle for den mand som har vist sig værdig igennem styrke og konsekvens.
• Den rå brutale krævning af ens krop og sjæl
• Den uforudsigelighed at man ikke ved hvad hånden byder én – blidt eller hårdt kærtegn
• God sex
• Ydmygelse, smerte, mind-fuck, leg og det frie fald
• Jeg elsker den jeg er når jeg er underlagt en god Herre.
• Det liv jeg har som 24/7 slavinde giver mig glæde, lykke og ro
• Morgen smækkene
• Herrens mod, når han ikke lader mig slippe trods jeg skriger, hyler, vrider mig og kæmper imod
• At Herren er forbandet lækker på alle tænkelige måder og jeg tænder vanvittigt på Ham.
• At der bliver grint helt vildt meget
• Herrens hjerne ER smartere end min, Hans fysiske styrke ER større end min, Hans psyke ER stærkere end min og Herrens vilje ER mere fast end min.
•  Glæden ved at sove på gulvet
• Den søde frygt om Herren nu mener de ting Han snakker om når Han truer med hundeskåle og æg
• At jeg har lyst til at stræbe efter at glæde Herren så jeg engang i fremtiden kan gøre mig fortjent til et tegn som alle kan se på jeg er Hans.
• Fornemmelse når man mærker man bøjer nakken og accepterer Herrens magt over én.
• At jeg har lyst til at give alt
• Overgivelsen, hengivelsen, respekten og ydmygheden
• Geografien, det grønne, livet og omgivelserne (høre nok ikke helt til, men det tæller for mig)
• Udviklingen i mig selv, særligt min psyke
• Den totale erotisering af ens liv og færden
• Lysten, liderligheden, forløsningen og tævedelen
• Det smukke slavindesind.
• At blive led og ført igennem livet
• At blive fri af sin skyld/skam gennem straf
• Passion og lidenskab
• At blive taget ud over grænsen
• Blive taget ud hvor kun instinkterne råder
• Tvivlen om man overlever og den styrke man står tilbage med bagefter
• Den tvang som gør en magtesløs
• Den fysiske og mentale bondage
• Smag, lugte, lyde, synet, fornemmelserne
• Hånden om halsen
• Stoltheden
• Tårerne som løber fri og forløser en masse skidt inden i
• At jeg fri kan elske og hade på samme tid
• Nøgenheden og den totale blottelse
• At en anden har hals og håndsret over mig.
• At blive brugt uden hensyn
• Stop laura – ingen gider læse mere nu!
  

Det var da en fantastisk øvelse, som jeg burde have lavet langt tid før, for jeg er helt tilbage i mit slavindemode. Glæden ved det liv er tilbage, fordi jeg tvang mig selv til at huske hvad jeg elsker så inderligt ved det. Selv om jeg havde svært ved at komme i gang, så har jeg svært ved at stoppe nu med at føje til pluslisten. Og plus listen er vist en lille smule større end minuslisten, så måske er det i virkeligheden ikke så slemt alt sammen, og måske var den tvungne pause god til at lade op til runde 2.

Ps. Beklager det står så rodet, lige med punktopstilling driller smartlog mig.