.

Hvor har jeg savnet at skrive – savnet mit liv som slavinde og hvor har jeg dog tænkt mange tanker mens sygdommen rasede i min krop.

Endnu ikke helt rask. Men i klar bedring. Jeg føler mig friskere selv om fysikken ikke følger helt så hurtigt med som jeg kunne ønske det. Kroppen er stadig svag efter at have pint sig selv i 14 dage og i mange dage endnu vil jeg døje med muskelsmerter når jeg er ved at komme i gang igen. Men jeg er sulten – ikke kun efter mad og de tabte kilo, men også efter at få gang i mit liv igen. Finde roen og rutinen. Energien og kræfterne. Styrken og modet.

Derfor var det en stor glæde og en kæmpe og uventet overraskelse at Herren i dag irettesatte mig og fik mig mentalt på plads efter jeg havde været en tand for kæk ved frokostbordet. Jeg ytrede min sædvanlige remse med ”At min opførsel var en direkte afspejling af den opdragelse jeg havde modtaget” den letteste måde at drille og skyde skylden over på Herren for mine numre og spilopper. Og så kunne jeg jo passe den ind da jeg var uopmærksom på at Herrens kaffekop var tom. Herren bad mig komme tættere på og ganske uden at skænke det en tanke at Han ville mig ondt kom en lussing flyvende og ramte mig klokkeklart.

Jeg så sikkert forvirret og overrasket ud. Jeg havde slet ikke tænkt at Han ville have verfet ud efter mig eller i øvrigt have taget fat i mig. Lussingen sad perfekt. Huden føltes tyk og varm under min hånd. En ganske svag summen. Fornemmelsen sad ganske længe og sendte hjernen hen på rette sted hvor Herrens ord er lov og jeg makker ret eller betaler prisen.

Jeg var egentligt ikke selv klar over hvor meget jeg havde brug for det, før det kom. Det vækker en stor taknemlighed i mig at Herren valgte at tolke at når jeg kunne drikke kaffe så var jeg rask nok til at blive behandlet ordentligt og passende igen og Han har ganske ret. Jeg har behov for at mærke Herren krav til mig, Mærke Hans tag i min nakke som langsomt og sikkert bøjer sig under Ham i hengivenhed og respekt.

Men mens jeg lå syg mærkede jeg dog også at jeg ikke kun havde brug for at blive kørt hårdt og konstant. Jeg har lige så meget brug for ømhed og omsorg og bekræftelse i at jeg er god nok som person, selv om slavinden hele tiden ramler ind i ulykker og unoder. Jeg har behov for at blive holdt om og føle mig nær og tryg i Herren favn. Det gjorde ondt at erkende for mig selv. Dem som har fulgt bloggen fra starten ved at Herrens og mit forhold er baseret på slaveriet og ikke kærligheden og derfor har disse ting ikke fyldt meget før hen. Og da jeg faldt for Ham, måtte vi have en snak om, om jeg var i stand til at adskille mine romantiske følelser for Ham, fra det arrangement vi havde som Herre og slavinde. Og det er som sådan ikke der problemet er.

Jeg ville nødig opgive mit liv på gulvet for at mærke mere nærhed eller bekræftelse af min person. Jeg ville visne hvis jeg pludseligt blev behandlet som kæresten og blev taget op i møblerne. Og der ville ikke gå meget mere end et nanosekund inden jeg ville tabe respekten for Herren hvis det skete. Det er nemlig ikke den traditionelle romantiske kæreste nærhed jeg savner eller ønsker.

Herren ved, Han måtte læse sig frem til det – at jeg har følelser for Ham. At Han har en kolossal stor betydning for mig og at jeg vil gøre mit aller ypperste for at behage og adlyde Ham. Men jeg kender ikke min egen betydning i forhold til Ham. Er jeg stadig bare slavinden, eller er laura bag slavinden også vigtig for Ham? Ville jeg kunne erstattes af en hvilken anden slavinden, så længe hun bare udførte de samme pligter som jeg? Jeg har behov for at kende status – ikke fordi jeg vil flygte bort hvis Herren stadig betragter mig som den tjenende ånd i huset og ikke så meget andet men jeg har brug for at fjerne den altid spøgende tvivl som jeg går rundt med. Usikkerheden omkring det og mine sædvanlige gætterier.

Jeg tror vist jeg har brug for en god voksen snak.