.

Jeg har haft brug for en pause fra min blog – ikke fordi verden pludseligt er brudt sammen, men et andet BDSM site drænede mig totalt for skrivelyst. Men kuren var at holde mig væk fra det andet site, koncentrerer mig om mit liv og nu er skrivelysten tilbage igen.

Den sidste tids stilhed har været en mærkelig tid på mange områder. Jeg er blevet ordentligt præsenteret og stillet til skue for Herrens omgangskreds da vi fejrede Hans fødselsdag. En stor ære og glæde at blive vist frem – ikke som slavinden, men som kvinden som deler Herrens liv med Ham. Det var rigtig hyggeligt, og jeg følte mig varmt modtaget, da de fleste allerede havde set mig, men ikke helt vidste hvem jeg var.

I går var jeg i København og passe mine ting. Og selv om jeg følte en stor portion frihed havde jeg ingen ønsker om at genvinde den. Faktisk lige det modsatte for Herren fik en meget taknemlig og glad slavinde hjem som bare ikke kunne vente med at komme ned på sin plads hvor hun høre hjemme.

Men det har også været en tid med stor smerte – Jeg troede ellers at mit brud med min ex-mand havde været godt, ligeværdigt og sundt. Men pludseligt flammede der bitre følelser op og vi kom i flint og en masse tarvelige ord blev udvekslet om hvis skyld hvad var. Men det tvang mig til at mærke efter. Jeg ER hvor jeg ønsker at være lige nu hos Herren. Jeg ER det jeg ønsker for mig selv at være og jeg er lykkelig. Dagligt mærker jeg Herrens ønske om at se mig lykkelig gennem den fælles adfærd som giver os begge glæde. Dagligt stræber jeg efter at gøre Ham lykkelig. Vi gør begge vores for at forholdet skal køre, vi plejer det og vi holder fast i det ønske vi har om at leve på denne måde. Jeg har ingen problemer med at mærke at Herren er her, har lysten til at dele sit liv med mig og at Han nyder jeg er en del af Hans liv.

Selv når det er svært, og jeg får lyst til at flygte og give op. Og jeg er den slags person som vælger flugt når noget føles for svært. Så holder Herren mig fast. Viser, beviser og fortæller mig at jeg er Hans og ikke skal nogen vegne. Det gør mig glad og det giver mig styrken til at komme igennem det som er svært og klare skærene sammen med Ham. Jeg føler mig så utrolig heldig over at jeg endeligt får lov at mærke at der er én som finder mig værdifuld nok til at kæmpe for. Lige som jeg føler mig meget taknemlig over at Han ønsker at gøre mig lykkelig ved at behandle mig som slavinde, selv når tøse adfærden engang imellem dukker op i al sin usselhed og laver ballade for mig selv.

For tøsen har også været fremme og vende igen – jeg kan ikke længere huske hvorfor og hvad jeg lavede. Og det kan jeg så alligevel godt når jeg nu tænker mig om. Herren har nemlig ikke mulighed for at straffe mig denne uge. Og i sidste uge skete der et uheldigt sammentræf med et par bukser oppe i byen. Så der blev oprettet og skrevet på konto. 2 mindre forseelser kom på. Og så forleden aften syntes jeg det var åndssvagt, hvorfor straffe med tilbagevirkende kraft, hvis forsømmelsen ikke er stor nok til at uddele med det samme, så er den ikke stor nok til at huske. Disse tanker fik straf 4-5- og 6 til at tigge ind på kontoen på kun 5 minutter. Og da jeg fortsatte så blev 2 af straffene skrevet ned mens jeg skreg og hylede under ledningen og malerpinden.

Jeg tudede hysterisk, blev hidsig og kæmpede imod. Jeg syntes det var vildt uretfærdigt. Havde jeg nu bare taget imod det havde det ikke stået på så længe, men jeg skulle gøre det svært for mig selv. Jeg skulle fysisk overmandes og gøres lille før Herrens ord kunne nå mig og jeg holdt op med at kæmpe og genvinde lidt af min holdning. Men slavinden kom frem igen. Ivrig efter at glæde og brugte sin hals lidt mere end den egentligt kunne når kroppen forsat var plaget af en forkølelse, så jeg gav mig selv ondt i halsen også.

Nu sidder jeg her, alene og med stilhed omkring mig. Jeg har gulvettid og nyder det. Jeg kan mærke jeg har savnet min blog – min mulighed for at dele mine tanker og jeg ved nu at jeg skal sætte pris på den frihed jeg har til at skrive – den kan nemlig forsvinde hvis man ikke passer på og det ville gøre mig så uendeligt ked af det. Lige som gulvtiden mere er en luksus end en rettighed disse dage. Og jeg må indrømme jeg savner al min gulv tid, så meget mere end jeg egentligt havde regnet med. Jeg savner at sove på gulvet, spise på gulvet, bo, kravle og leve på gulvet. Jeg føler mig rodløs i møblerne, men ved at det er en nødvendighed som driver værker, men det er så svært at skifte oppe i hovedet efter en lang dag som et ganske almindeligt vanilje menneske at få slavinden til at træde frem. Og omvendt er det svært at tvinge slavinden væk og gå i vaniljemode. Det er aldrig let vel?