.

Lucard skrev en kommentar til mit forrige indlæg som ramte meget præcist hvordan jeg har det i øjeblikket.

” Det billede jeg har i hovedet lige nu er laura i en kæmpestor og vildt skræmmende rutsjebane. Hun vidste udmærket godt at det ville blive et vildt ridt, selvom hun ikke vidste præcis hvad der ville ske. Alligevel steg hun på og lukkede omhyggeligt vogndøren bag sig. Nu bevæger vognen sig opad, lige så stille, men usvigeligt sikkert. En lille del af hende vil af, mens resten af hende er bange men spændt på hvad der venter forude...”

Jeg higer lige nu – jeg venter og sidder på nåle. Jeg venter på stormen og Herrens sadisme. Ikke den jeg allerede har set, men den som stadig er skjult for mig. Jeg kalder på den, uden at bruge ord, for som altid kommer det først frem gennem bloggen som Han ikke har læst i et stykke tid.

Jeg husker pludseligt at jeg i starten med Herren blev bekendt med at Han lå inde med nåle og selv om Han ikke gav udtryk for at ønske at bruge dem på mig, begyndte jeg selv at hige efter dem – fik lyst til at mærke dem på min krop – jeg har det på samme måde nu. Uden dog præcist at kunne sætte ord på hvad jeg higer efter. Men jeg ved jeg må have dét. Nu!

Måske er det ikke Herrens hemmelige sadistiske side som jeg higer efter, men min egen dybe og dunkle lyst fordi Herren har formået at vække den i mig. Jeg mærker et behov efter voldsomhed, men ved ikke om Herren besidder den – eller jo, jeg har set lidt af den, men det er den fra mit indre jeg higer efter at blive udsat for. Jeg er lidt forvirret omkring det.

Jeg føler jeg bør blotte mig helt, så Herren kan se hvad jeg er klar til. Men hvordan blotter man sine egne tabubelagte lyster uden at risikerer at Han finder mig mærkelig? Hvordan formidler jeg dem så jeg stadig har en snert af kontrol over hvad som kommer til at ske? Hvordan blotter man ting som man ikke vil indrømme for sig selv at man har lyst til?

Der må ske noget. Jeg provokerer mere og mere, fordi jeg vil have der skal ske noget. Og ved at sidde her og skrive bryder jeg et klart forbud da jeg har brugt min halve time computer tid jeg har. Jeg må se hvad som sker, hvad som jeg går rundt og frygter nu. Og dog, jeg blev advaret mod at hvis jeg lavede mange flere dumheder omkring ikke at lave min pligter og hænge for meget ved maskinen her så ville jeg blive udsat for brysttotur. Men det er ikke den slags sadisme jeg vil se og opleve fra Ham. Det er den mere beskidte, ydmygende og perverteret af slagsen jeg vil opleve.

Hvis Herren vidste hvilke tanker og fantasier som farede igennem mit sind i rasende fart, tror jeg at Han ville blive forpustet på mine vegne. Og jeg tror egentligt også Han ville blive chokeret og overrasket over dem – ikke fordi de er mærkelige (hvilket de dog er) men fordi Han nok ikke helt ville kunne se hvad som havde provokeret dem frem. De er nemlig ikke provokeret af Hans ord, måske nærmere af de ord Han ikke siger. De muligheder Han ikke har lukket af for.

Jeg er meget i tvivl om Han er hjernen bag alle disse ting som sker i mig, eller om det er mig selv som skaber dem. Nogen gange tror jeg det er mig selv, men opdager så at Herren griner ekstra meget fordi jeg er hoppet lige i med begge ben. Andre gange tror jeg at Han griber nogle af de ting jeg tumler med og på den måde kan fucke min hjerne med det og andre gange igen er det rent udspekuleret mindfuck fra Hans side. Men det kunne også være mig som tillægger Ham evner Han ikke har og at det hele er mindfuck fra mit eget sind. Det er ikke helt til at blive klog på.

Men det ændre ikke på de voldsomme lyster jeg går rundt med lige nu – en helt anden slags straffe end dem jeg får nu. Mere psykiske, ondskabsfulde og nedværdigende end den rene smerte som jeg dog lider under men får lettere og lettere ved at klare. Jeg er ikke så bange for smerten – den vil kun få min krop til at smerte, men ikke sindet og jeg er klar til at sindet også skal lide nu. Ikke hele tiden bevares, men ved straf så jeg rigtig kan mærke hvem som bestemmer. Ydmygelsen som vil få mig ned med nakken. Skammen og flovheden som vil skylle ind over mig. De varme tårer som vil løbe frit. Det er vist tid igen til at trække dem frem. Smerten kan ikke få dem frem, det fik jeg bevis for i weekenden hvor der ellers var grobund for de kunne løbe.

Jeg er ikke i tvivl om Herrens magt, eller har behov for at udfordre den. Det er slet ikke på det plan jeg søger ekstremerne selv om jeg tidligere har haft behov for at teste Ham. Det er mere for at mærke at Han kan tage mig derud og tilbage igen – hel. Det er måske i virkeligheden fordi jeg stoler på Ham nu, har tiltroen til at Han kan forvalte den del også. At Han griber mig, passer på mig og vil mig det bedste.

Tankerne går lige nu hurtigere end fingrene kan følge med, så dette indlæg er en vekselvirkning mellem en masse tanker, mine pligter og skrivning. Jeg har selv fuldstændigt tabt tråden med hvad jeg ville med dette indlæg oprigtigt og jeg føler jeg vrøvler. Jeg har behov for at vrøvle, så ingen undskyldninger for noget som helst herfra.

Jeg er rigtig glad for min plads som Herrens tæve og slavinde – jeg er stolt når jeg offentligt får lov at knæle ved Hans side og jeg nyder at blive set sammen med Ham. Jeg er i øvrigt helt pladask vild med Ham, tænder i overdrevet grad på Ham, Hans lækre stærke fysik, Hans sadistiske sind, Hans smil og de intense øjne. Jeg føler mig passet godt på, værdsat og som en berigelse af Hans liv. Aldrig har jeg drømt om at et 24/7 liv ville være sådan her, måske er det derfor jeg er forvirret til tider. Mine gamle forestillinger var af mere romantisk karakter. Tæven var der ikke, overhovedet og ej heller masochisten. Det gør jeg tit er nød til at ændre mine forestillinger af hvad jeg lever og hvad jeg forstillede mig det ville være.

Også mit selvbillede er ændret. Jeg kan ikke krybe uden om min egen masochistiske natur, heller ikke den legelystne og liderlige tæveside som ikke kan få nok. Og da jeg stadig sidder tilbage med mange af mine gamle romantiske forestillinger om 24/7 så giver det konflikter i mit sind. Jeg skal også indrømme og accepterer at jeg ikke længere har nok i kun at være slavinde, lige meget hvor smukt og dejlig det billede var af mig selv. Jeg skal lære at elske tæven lige så meget og nyde at jeg også har den side. Det mere beskidte, ydmygende og perverse er en del af mig – har altid været en del af mig. Nu kan jeg bare mærke jeg ikke længere har lyst til at benægte det, selv om det ville være lettere end at indrømme alle de ting som jeg kalder mine dybe dunkle fantasier.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at bekende de fantasier og lyster, men én ting er sikkert og det er at det ikke bliver på bloggen før end de er sket og udlevet. Det er de alligevel for dunkle til og for tabubelagt for mig selv til. Og selv når de er udlevet (hvis det sker) er det ikke sikkert jeg vil blotte så meget af mig selv. Det hænder nemlig engang imellem at jeg skriver et indlæg som kun kommer af sted som mail til Herren. Ting som er for private at dele med hele cyberspace.

Det regner nu, men jeg føler at lidt af den tåge jeg har befundet mig i er ved at lettet. Måske kommer stormen, jeg håber det, for jeg kunne godt trænge til at mærke begæret slå imod mig og vælte mig omkuld med al dens styrke.