.

Jeg føler mig faret vildt – usikker på hvad jeg laver og hvorfor. Underlagt et pres jeg ikke er sikker på jeg kan leve op til og forudser jeg snart vil falde igennem og fejle.

Efter jeg har været syg, har jeg ikke formået at få mit slavindesind tilbage. Jeg er så lydig jeg kan være af mig selv og pligtopfyldende, men føler mig ikke som slavinde af den grund. Jeg føler mig hverken fanget eller ejet. Underkastet eller styret. Jeg føler mig bare lille og sølle over at jeg tror Herren forventer at jeg selv popper tilbage i slavindemode og efter flere dages forsøg på at gøre netop det, ved jeg nu at jeg ikke kan klare det alene.

Min verden føles trist fordi jeg mangler slavinden i mit liv. Jeg savner den glæde og omhu man gør tingene med fordi man ønsker at glæde Herren. Jeg mangler den forbindelse der er mellem Ejer og slavinde som gør at jeg aldrig føler mig uden styring eller sikkerhed for at jeg ikke famler eller bliver væk. Den tilstand jeg befinder mig i lige nu. Min sorg over at mangle disse ting gør mig deprimeret og får mig til at sove mere end jeg har behov for og gemme mig væk, for ikke at være til besvær for Herren.

Jeg ønsker ikke at være til besvær. Føler det er mit eget ansvar at finde slavinden frem igen af mig selv og jeg ville sådan ønske jeg kunne. Jeg har forsøgt uden held og mærket hvor frustreret jeg bliver når det ikke lykkes mig. Herren virker travl og optaget af andre ting, så jeg føler ikke jeg kan finde den rette mulighed for at bede om hjælp til at finde tilbage. Så jeg tumler rundt i denne hverken eller tilstand og lider alene.

Jeg har lyst til at græde og give op, men jeg ved hvor godt livet er, når alle tingene køre stabilt og roligt. Når båndet er strammet, mindsettet optimalt og glæden ved at tjene får en til at føle sig så uendeligt heldig over at være til. Den dybe taknemlighed overfor Herren som gør man ønsker at give alt og mere til, fordi Han har sat én fri til at være sit bedste og mest autentiske jeg. Glæden ved at mærke at fejl og mangler bliver irettesat og udryddet med det samme, så man trygt kan stræbe efter at blive så perfekt man kan, for fejl bliver rette, straffen uddelt og tilgivet så man kan køre videre og videre og udvikle sit potentiale som slavinde.

Jeg ved godt at livet går i bølger og at man ikke altid kan køre i de høje gear. Og at vi lige i en lang periode har været tvunget ned i gear fordi jeg var syg. Herren måtte drosle ned for at tilpasse sig min tilstand og selv om vi meget længe prøvede at køre igennem tvang det os ned. Nu er tingene så ved at vende, men rutinerne er blevet borte for mit vedkommende mens jeg har været i knæ.

Rutinerne er nye fordi årstiden er skiftet. Jeg er ikke længere alene hele dagen og Herrens nærværd i huset og mit behov for at være Ham nær gør jeg har svært ved at passe mine ting. Herren er optaget af Hans nyeste arbejde og bruger meget tid og energi på at studerer og dygtiggøre sig og da jeg ligeledes føler en stor interesse i emnet ender det ofte med at jeg sidder i nærheden for at lytte og lære af Ham. Men styringen af mig går tabt, for jeg fornemmer at Herren lige så gerne vil dele oplevelserne med mig, og at Hans kræfter lægger der lige nu, og i Hans almindelige arbejde også og så er der ikke så meget energi til også at styre og opdrage slavinden.

Jeg mærker meget tydeligt at jeg er det sidste led i rækkefølgen i Herren liv. At alt andet kommer før mig. Og det er alligevel ikke sandt, for mens jeg var syg måtte Herren prioterer mig højere nogle gange for at hjælpe mig med at blive rask. Det gør mine tanker konfliktfyldte for på den ene side har jeg valgt at indgå i et forhold hvor jeg er sidste led i fødekæden, og kan i perioder fint accepterer det, men når jeg så selv føler mig ude af balance og lost som slavinde og har brug for hjælp så bliver jeg ramt af en vanvittig dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til den aftale Herren og jeg har indgået. Jeg ved jo godt at hvis jeg var bedre til selv at udtrykke mig, at Herren ville være opmærksom på mig. Men jeg kan ikke lide at være til besvær, eller bede om mere end Herren giver af sig selv. I øvrigt lyder Herrens ord ofte i mine tanker ”Tag imod hvad som kommer og ikke hvad du forventer” den lære sætning må jo i aller højeste grad gælde lige nu?!?

Jeg prøver så godt jeg kan at køre derud af, af mig selv. Løse mine pligter og opgaver. Selv om slavinde fornemmelsen mangler. Jeg gør virkeligt mit bedste for selv at få hende tilbage, men det er så svært når jeg mangler fornemmelsen af underkastelse og glæde ved at tjene. Og for engang skyld ved jeg at når hun engang igen bliver vækket, så vil jeg ikke mærke den sædvanlige modstand over at skulle overdrage magten eller føle forvirring. Jeg er allerede kommet så langt med Herren at jeg nærmere ville føle en dyb lettelse over at blive ført tilbage igen og nyde tilstanden i stedet for at kæmpe imod.

Hmm, jeg kan ikke gøre andet end at håbe forandringen snart sker og glæden kommer tilbage, men imens jeg venter må jeg hellere lave mine pligter….Men gud hvor jeg savner at være den lille på den fede måde – lade Herrens maskuline styrke føre mig rundt og skabe den søde spænding og glæde i mit sind. Og hvor bliver det dejligt at finde roen igen med nakken bøjet. Men indtil da vil jeg nøjes med at drømme om det.