.

Jeg gennem rystes af sorg, vrede, skuffelse, forurettethed, tristhed og frustration lige nu. Så meget at al den glæde jeg tidligere på dagen følte er svundet bort.

Jeg bliver åbenbart straffet – en straf jeg vidste og selv forventede, men som jeg ikke var klar over var i gang. Den har åbenbart været i gang siden slutningen af august uden min viden. Det gør mig vred. Hvis jeg skal straffes skulle jeg da gerne være klar over det selv, eller misforstår jeg?

I al den tid troede jeg at jeg fysisk ville modtage en straf og først til aften ved et tilfælde fik jeg af vide det ikke var tilfældet. Min straf viser sig at være at jeg endnu ikke vil modtage et halsbånd – og her skal det lige siges jeg troede at jeg gik og stræbte efter at nå det gennem min hverdags træning – men nu lærte jeg at jeg ikke ville kunne nå det den vej. At jeg aldrig ville kunne nå det den vej.

Kun gennem social omgang med andre BDSM mennesker vil jeg kunne nå det. Kun gennem ekstrem ydmygelse og grænseoverskridende adfærd kan jeg nå det. Kun gennem blindt at adlyde med hovedet under armen kan jeg opnå det. Kun gennem total kontrol af mine egne reaktioner såsom panik, angst og frygt kan jeg opnå det.

Det er ikke ligefrem jublen jeg fyldes af lige nu. Jeg husker den aften så tydeligt at jeg ikke behøver at læse oplevelsen i bloggen igen. En tåre kilder i øjenkrogen ved mindet. Jeg mærker frygten i kroppen og ydmygelsen og den altødelæggende forladtheds følelse jeg lå tilbage med den aften.

Det gør mig vred at Herren ønsker at jeg skal kunne klare en sådan aften uden mine naturlige reaktioner. Jeg er og bliver aldrig en robot. Herren og Herrens ønsker for mig den aften pressede mig helt derud hvor jeg handlede uden at tænke. Han pressede min psyke og min fysik. Jeg var i Hans varetægt og da jeg fejlede så fik jeg skylden. Og nu flere måneder efter straffen for det. En straf jeg åbenbart har været under hele tiden uden selv at vide det.

Jeg er ikke uenig i at jeg skal kunne begå mig som Herrens lydig slavinde ude i miljøet. På det punkt kunne jeg ikke være mere enig, men hvis Herren ikke gør opgaven til at klare vil jeg for al eftertid fejle. Så lige meget hvor end jeg gerne ville, kan jeg aldrig leve op til det.

Jeg vil nu frygte hver gang vi er ude i fremtiden at jeg kan risikerer at blive sendt hen til gud og hvermand og skulle bede dem om at klare Herrens opgave fordi Han selv mister tålmodigheden med mig. En handling som ikke kun er ydmygende, men også dybt grænseoverskridende for mig da jeg er meget monogam og faktisk kun har foræret mig til Ham og ikke alle mulige andre. Hvis jeg ønskede at alle mulige skulle røre mig, havde jeg ikke valgt at være slavinde, så havde jeg valgt at være alt muligt andet. Ingen andre end Herren har ret til den gave jeg har givet Ham og det gør mig ondt at Han er så totalt ligeglad med at jeg er til for Ham og kun Ham.

Lige nu føler jeg mig som den aften. Forladt, ubetydelig og ligegyldig. Kastet bort og kasseret som et stykke ødelagt legetøj. Fuldt bevidst om at jeg vil fejle igen og igen og igen. For altid afskåret for at bære et synlig bevis over for omverden på jeg er Hans. Ikke at det betyder meget lige nu. Lige nu føler jeg kun sorg og undren over at Herren ikke har fundet sig en slavinde som kan leve op til de krav, i stedet for at fasteholde mig som så tydelig ikke kan klare det.

Jo mere jeg bliver ydmyget. Jo mere jeg bliver sat op til at fejle, jo mere ulykkelig vil jeg blive som Hans slavinde og langsomt smuldre bort og forsvinde som den person jeg er. Men det er måske målet?!?